Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - William Thalbitzer: Eskimobreve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Eskimobreve
253
ene af dem lægger sig ned og kigger gennem et Hul i Isen, som han
har lavet ved Siden af Sælens eget Aandehul; han lokker ogsaa Sælen
nær, ved at puste en mærkelig, knurrende eller hul „Strubelyd"
ned i Vandet, „saa at det bobler derved"; Sælen nærmer sig og
kredser omkring sit Aandehul; naar den er lige under den liggende
Grønlænders Kighul, giver denne et Tegn til sin Ledsager, der
straks støder en Harpun i Dyret. Endelig er der den egentlige
Lurefangst, hvor en enkelt Mand saa tyst som muligt lurer ved
Sælens Aandehul, siddende paa en Skammel, og stikker Dyret,
naar det kommer op.
Kun delvis bruges disse Fangstmaader endnu i de nordligste
Distrikter (Oommannaq og Upernavik). Brugen af Garn og af
Krudt og Kugle har medført nye Metoder.
Den bedste Tid er Foraaret, naar Sælerne særlig ynder at
krybe op paa Isen; Grønlænderen lister sig bag paa dem, skjult
bag sit hvide Skydesejl. Men besværlig er denne Fangst, han har
kørt maaske en Mil eller flere, før han — i Reglen gennem en
lille Kikkert — opdager en opkrøben Sæl; han styrer sin Slæde
imod den, til han er den V« Fjerdingvej nær; slaar saa Hundene
af og forlader dem og Slæden. Nu er det, han bag det lille,
snehvide Sejl, der er udspændt over en Miniaturslæde (en
„Skyde-slæde"), kryber frem paa Maven, kiggende gennem et lille Hul i
Sejlet og parat med sin ladte Bøsse. Ikke en Lyd maa der høres;
Skydeslædens Meder er beklædt med Hareskind. En ulidelig
Hede udvikler sig inden for Skinddragten under denne anstrengende
Kryben, der ikke synes at faa nogen Ende. Sælen kan ikke se
det hvide Sejl, der falder sammen med Sneens Farve, og aner
intet. Med ét lyder der et Knald; Dyret giver et Spjæt og
dør — eller plumper saaret ned gennem sit Hul i Isen, hvor
Vandet farves af Blod, og er da tabt for Grønlænderen. Men er
denne heldig, kan han efter en Dags Jagt komme hjem med indtil
en halv Snes stivfrosne, blodige Sælkroppe paa sin Slæde. Saa er
baade han og Hundene til Gavns glade og til Gavns trætte.
Naar Solen begynder at faa mere Magt, gaar der lange Revner
i Isen. De lægger sig omtrent ens i hver Fjord fra Aar til Aar.
De kan være milelange, men ikke bredere, end at — i alt Fald
hist og her — en Slæde kan køre over dem. Maagerne og alle
Foraarets andre Fugle flokker sig om dem. Om Aftenen staar
Taagerne op fra dem. I Oommannakfjorden laa Isen, da jeg var
der, til henimod Slutningen af Juni, skønt Solen stod paa Himlen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
