Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E.: Retfærdighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Retfærdighed
267
Blod gaaet over i ham. Eller er det maaske hin romerske Feltherre,
der dømte sine egne Sønner, han er en Ætling af?
Ubønhørlig har han sat sig paa sine strænge Forfædres Dommersæde
og gennem en Række Artikler slynget Fordømmelsen ned over Dommerne.
Han har draget deres Domme fra Provisorietiden ud af Glemselen og
naglet dem fast til denne Pæl. Han har pisket dem med de mest
udsøgte Haansord, tømt sin Vredes Galdeblære ud over dem, stemplet dem
som Trælle, ja som Mordere.
De har nemlig myrdet Berg. Han døde af den 6 Maaneders
Fængselstraf, han blev idømt i Holstebrosagen. Titus véd det, han har
obduceret Liget og fundet Fængsels-Bacillen, og han véd ydermere, positivt,
som noget, der er hævet over al juridisk Tvivl, at denne Dom var en
Skandale af Uretfærdighed. Her gaar en juridisk Kapacitet omkring
iblandt os med den utvivlsomme Vished i denne Sags for alle andre
Jurister saa vanskelige Spørgsmaal — og han forklarer os ikke den
Sandhed, der er ham aabenbaret. Vi husker dog, hvor Mening stod
mod Mening i denne Sag, der gemte et af Strafferettens tungeste
Problemer, vi husker, hvilken Møje Defensionen gjorde sig med at godtgøre,
at Bergs Sanser ikke var normale, hverken hans Syn eller Hørelse, vel
vidende, at et normalt Menneske næppe kunde undgaa Straf. Kun Titus
har naaet Vishedens Resultat, men han gemmer sine Granskninger for
os andre.
Men hvorfor standse ved Berg? Hvordan var det med Hørup?
Ganske vist, han blev frikendt i sin Majestætsfornærmelsessag, men blev
han ikke nogle Aar efter i en anden Sag dømt til 3 Maaneders
Fængselsstraf? Der er ingen Grund til at være blødsøden, selv naar det gælder
en Beskyldning for Mord. Hvorfor fortier da Titus Sandheden, — at
det var dette modbydelige, barbariske, underjordiske Fængsel, med
Vandkrukken i Hjørnet og den stenhaarde Briks langs Væggen, der lagde
Spiren til Hørups Sygdom, at han fra da af sygnede hen som en Skygge
af sig selv, indtil han 12 Aar efter ramtes af en bråt Død.
Der er i denne Dialog mellem Titus og Retfærdigheden endnu en
Storhed, der omend ikke synlig dog bestandig falder En i Tanken paa
samme uheldige Maade som den hængte Mand, i hvis Hus der blev talt
om Strikken. Det er Politikens Redaktør, Hr. Edvard Brandes.
Ogsaa han har i sit lange Liv været noget af en Dommer. Paa
Litteraturens og Skuespilkunstens Tingsted har han røgtet Retfærdighedens
Kald, røgtet det med stille Nidkærhed Dag efter Dag, Aar efter Aar,
afsagt sine Kendelser mellem Vrangt og Ret, straffet Synderne og skaffet
Uskyldige Oprejsning. Og det er som bekendt ikke den almindelige
Opfattelse, at Retfærdigheden har nogen Grund til at være stolt af disse
bomme. Hin Ordsprogets Kælling, der i fordums Dage forelrak Varde
Galge for Ribe Ret, vilde sikkert i Nutiden hellere have sin Søn hængt
af den juridiske end af den litterære Retfærdighed. Den af Hr. Edvard
Brandes bestyrede litterære Domstol har ogsaa sin Strafferet, hvorelter de
Syndere, der ikke er paa Parti med Dommeren, risikerer paa Livstid at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
