Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Mathiesen: Blod-Tirsdagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Blod-Tirsdagen
309
Klokken 5 i Dag Morges levede jeg i Aaret 1838. Det var en
besynderlig regnkold og lavskyet Tirsdag sidst i April. Dette tunge,
trykkende Vejr fortættede sig henimod Middag. Men der blæste
ikke en Vind. Der faldt ikke en Draabe Væde. Henad Et-Tiden
sivede der dog en tæt Duskregn ned. Den hørte imidlertid op inden
halv fire. Da slog en ikke synderlig dyb, men velstemt Klokke et
eneste, sagtmodigt Slag. Vor Bys Kirkeklokke.
Og jeg befandt mig i dette Øjeblik uden for den gamle
Borgerskole, Zahlgaarden. Det var for Resten ikke mig længer. Det
var min forsvundne Onkel. Thi mit Navn blev raabt bag ved mig
af en kendt Gutte-Stemme. Jeg vendte mig. Der stod Edgar
Duus.
Det var en slankvokset, femten Aars gammel Gut, et halvt
Hoved højere end jeg. Han havde et sært Falkenæb og blodfulde,
brutalt krængede Læber. Jeg nærede mærkelig blandede Følelser
for hans samtidig stolte og graadige Fysiognomi. Det var
Beundring og tit næsten Afsky. Og alligevel kunde jeg ikke være
ham foruden. Jeg havde en frygtsom Hengivenhed for dette
Menneske. Maaske det var hans sælsomme Øjne. Jeg skimtede
undertiden et Maaneskin i dem.
Og han sagde disse ligegyldige Ord:
— Æsj, gaa hjem og æde? Det er nok sagt ... dumt, Hø.
Du Arthur er en Usling, skønner du?
Han gav mig et underlig koldt og fremmed Blik. For første
Gang syntes jeg at opdage det menneskelige Øje. Jeg havde ikke
rigtig set det før. Havde en hellig Sky for den Verden af skiftende
Uro og Mening, som laa bag ved det. Skønt jeg dunkelt anede,
hvad den betød. Øje var for mig blot Øje og Læbe Læbe. Men nu saa’
jeg pludselig dette sælsomme Maaneskin svinde i hans Blik. Det
blev saa seende og fremmed. Og en frygtelig Lede sneg sig ud
af disse Ord og Øjne.
Nej, jeg havde heller ingen Lyst til at gaa hjem og spise.
Jeg fandt det temmelig meningsløst. Der var desuden halvvarm
Kødsuppe til Middag. Tirsdag. Ehe, jeg vidste det saa godt.
Og jeg saa’ det gamle, skumle Køkken ... Det lille Vindu ud mod
en grønsket, stinkende Baggaard med et eneste forvitret
Blommetræ, der aldrig bar Frugt. Fra Morgenen af havde jeg gaaet med
en hæslig Følelse. Jeg var ked af alt. Havde Lyst til at bryde
noget i Stykker. Jeg havde tillige en kvalm og ubekvem
Fornemmelse af at have spist meget og blodigt Kød. Dagen var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
