Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Mathiesen: Blod-Tirsdagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
314
Blod-Tirsdagen
fugtige, sortglinsende Maanestene, som mine skælvende Fingre
plukkede op her og der af den røde Mosemuld. Skræppen blev
fuld. Lommerne blev fulde. Jeg strævede som i Ørske.
Richard laa paa Maven. Han stemmede imod under en
krampagtig Hulken. Men Edgar Duus holdt hans Hænder og
satte sit Knæ paa hans Ryg. Den lille Gut forstod ingenting.
Han bad blot klynkende om at slippe hjem. Hjem til Mama.
Maden blev kold, og saa spurgte Mama efter ham. Og han blev
borte. Aa, ikke ned i det stygge Mudderet . . . Han fik saa’ megen
Skænd af Mama, naar han kom hjem saa tilredt. Han vilde ikke.
Nej. Og han krympede sig som en Orm.
— Ta’ ham i Benene, kommanderede Edgar.
Jeg adlød uden Ophævelse.
Men i samme Øjeblik vi slåp det svingende, lille Legeme,
blussede der en lynsnar Forstaaelse op i Richards Øje. Og han
skreg med en saar Stemme, der for som en Brandpil gennem mit
Bryst:
— Mama, Mama! de er slemme mod mig. Aa, kære Mama,
jeg faar aldrig se dig mere ...
En Sten faldt ud fra hans Lomme og plumpede i. Et dybt
Plask, saa Vandet sprøjtede op og regnede i mit Ansigt. Og
Richard Budde sank uden en Lyd. Just over det Sted, Otto
Heinrich nogle Minutter i Forvejen var druknet. Grønsken veg
ind mod Bredden. Der. blev en gulgraa Plet af Vand synlig.
Odd Tor bjørnson stod endnu i samme urørlige Stilling.
Han havde en tynd og slidt ultramarinblaa Bluse. En Gang saa’
det ud, som han frøs. Men han strammede sig blot, og hans
Blik søgte ud i det fjerne Tusmørke.
Jeg var ikke mere mig selv mægtig. Det var saa graat og
lukket og blindt alle Vegne, hvor jeg saa’ . . . Blot Dammen saa’
jeg. Den laa her som et Øje, der sugede alt Lys fra denne
haab-løse Skumring.
De to, som nys snakkede, laa nu der. Døde. Et lettende
Pust strøg hen over mig. Og jeg vendte mig mod Edgar med
fast Stemme:
— Ta mig. Jeg er ligeglad. Men lad ham der slippe. — Jeg
pegte mod Odd.
— Nej — hørte jeg fjernt borte — du skal dræbe mig sidst.
Kom -Odd! det er din Tur.
Odd Tor bjørnson var knælet ned. Han holdt fast paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
