Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Mathiesen: Blod-Tirsdagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
316
Blod-Tirsdagen
brandt nogen løjerlige Blus for dem. Smaa, tusindfarvede Stjerner,
der hvirvlede om.
Det var saa vidt, vi fik Plads ved Siden af hinanden derinde.
Jeg følte Edgars Legeme. En underlig Gysen rislede gennem
mig. Og Bevidstheden om mit eget Legeme jog for første Gang
op i mig. Det var, som om denne Organisme skød op af den
fugtige, vaarmætte Jord. Og det var, som om vilde Safter gærede
hos os begge. Jeg mærkede denne Vaarduft alle Vegne fra. Af
mulden Jord, af syrligt, pippende Aprilgræs, af Nypens
Harpiksknopper ... Den lumre Os af fjorfaldne Urter. Og Menneskelivene
var korte og uregelmæssige. De flyttede sig over en liden Plet
Jord. Om Sommeren sad de ude og sugede Luft. Om Vinteren
trak de sig sammen i et mørkt Kot. Skrumpede uden Stofveksel.
Nede paa Sandsletten ved Herregaarden vrimlede de i dette Øjeblik
lydløst. En stor Paaske vrimmel. Og Kirkeklokkerne tonede. Saa
mange Vaarliv sprang ud. Men nogle visnede. Der kom bestandig
en saadan kold, trøstesløs Aprildag med det samme hemmelige
Tusmørke. Og de samme Ulykkesglimt ud over den nøgne Slette.
Og Timerne gled igen i Jord. De forvandlede sig. De skød under
Dammen og op paa den anden Side som grønne Urter. De ilede
som uafladelige Sukke i Evigheden.
Da raabte han mit Navn.
— Arthur! her er den.
— Hva? — jeg søgte at rejse mig.
Edgar Duus rakte mig tavs sin Tollekniv. Jeg saa dens
blaalige Blad skinne her inde i Dunkelheden. En lysende Stribe
langs efter Klippevæggen. Vand, der silrede lydløst ned.
Jeg mærkede nu ogsaa hans Ansigt. Det forekom mig ikke
mere saa spodsk og rovfugteagtigt. Det syntes mig skønnere og
mere stolt. Hans Kind lyste som matgylden Bronze. Og hans
Øjne havde igen det blege Maaneskin.
— Du skal rende den i min Hals, sa’ han bestemt.
— Blod? — spurgte jeg bævende.
— Naa, du er fejg? — Blod, ehe. Det er dejligt at høre
silre. Silre og rinde ...
Han tvang Kniven i min Haand. Greb mig i Armene og
spændte sine Ben om mig. Han knugede mig over sig. Jeg kendte
hans brændende Aande mod mit Bryn. En lønlig Afmagt stjal
sig ind hos mig. Og jeg hviskede:
— Dræb mig, dræb ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
