Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes: Armenien og Europa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
353 Armenien og Europa
melig Kone, ved Navn Timene, der var gifl med
Sogneforstanderen; Barnet blev skaaret i Stykker og Kvinden dræbt med
halvtredsindstyve Knivstikx).
Vi har altid vidst, at vor Kultur ikke udelukkede Ugerninger,
ikke Enkeltmands eller forbryderiske Banders Rovlyst og Bloddaad.
Saa beklageligt dette var, syntes det os ikke Modbevis mod den
Kulturhøjde, vi mente at have naaet.
Vi har ligeledes altid vidst, at vor Kultur, selv i de mest
civiliserede Stater, ikke udelukker den sociale Ulykke, Fattigdommen
og Forsømmelsen af de Fattige. Men endog de uslest stilledes
Elendighed syntes os ikke at tale mod Nutidskulturens høje Stade.
Vi har altid vidst, hvad Krig vil sige, hvorledes den hidser
Lidenskaberne, hvilke Rædsler den medfører. Men vi fører ikke
nu til Dags Krig, som man førte den i tidligere Tider. Ugerne volder
Hærførerne den fredelige Befolkning Fortræd; mod Kvinder og
Børn føres kun paa visse Vilkaar Krig, naar f. Eks. Byer
bombarderes. Heller ikke Krigen taler da mod vor Forvisning om at staa
paa et meget højt Civilisationstrin.
Selv om vi altsaa maatte indrømme de hyppige Forbrydelser,
den sociale Uretfærdighed og Grusomhed, Racefjendskabet og
Re-ligionshadet, Krigenes Gru, saa blev der dog altid Udaad tilovers,
der i vore Dage syntes os utænkelig og der blev stemplet som
tilhørende Oldtid eller Middelalder.
Vi maa ophøre dermed. Efter at Europa ikke har hindret de
Rædsler, der iværksættes i Armenien og nu til Dags ogsaa i
Makedonien, kan det umuligt paastaas, at vor Tid i etisk Henseende
har noget Væsenligt forud for Historiens mørkeste Tider.
Da det forrige Aarhundrede i Aaret 48 drejede sig om sin
Akse, indbildte man sig, at dets sidste Halvdel vilde blive brugt
til en Drøftelse af de vanskeligste og fineste Spørgsmaal, der
svarede til Tidsalderen, Opdragelsesspørgsmaal angaaende de Enkelte
og Menneskeheden. De gamle, simple, grove Spørgsmaal om
Folkenes Selvbestemmelsesret og Selvstyre, om Nationernes og de
Enkeltes Ukrænkelighed, om Pressefrihed, Religionsfrihed,
Tænkefrihed, angaaende Tale- og Forsamlingsfrihed osv., blev betragtede
som Spørgsmaal, der var besvarede én Gang for alle, og paa hvilke
Ingen mere behøvede at spilde et Ord.
Og mere end halvtredsindstyve Aar senere sidder i Rusland 130
’) Pierre Quillard: Pour l’Arménie S. 44.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
