Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Just Bing: Hans E. Kinck
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck
377
kræver dem. Og han har viet den sit Forfatterskab, har aldrig
forladt den. Fra den gaar alle Traade ud, til den vender alle
Strømninger tilbage. Selv hvor han skildrer Livet i Kristianias
litterære Kredse eller mellem de skandinaviske Kunstnere i Rom,
føler man bag det hele Tonen der vesterfra. Og naar han en
enkelt Gang maner frem Billedet af Østlandsbonden, med det aabne,
sikre Blik, det drøje Ord og den brede Latter, — det er rigtig godt
truffet i Vaarvinden gaar i det grønne i hans sidste
Novellesamling Vaarnætter, — da mærker man som en Modstrøm under
det hele, en Higen mod en Forherligelse af det modsatte, det
brændende, forskræmte fra de trange Vestlandsdale, — det som
et forskræmt i sin Brand og brændende i sin Forskræmthed, den
skælvende Lue, der skyder hastig flammende Blus. Kinck har
næppe gjort noget saa mesterligt som Bodegascenen mellem Ragna
og Arkitekten i denne Fortælling, en Elskovsscene, hvor Ordene
er grovt ligefremme og Følelserne undseligt bortgemte, — og som
derfor faar en dragende, hemmelighedsfuld Magt. Den er da ogsaa
blevet uberørt af Publikums og Kritikernes Forstaaelse; enkelte
anmeldende Publikumsmænd har selvfølgelig haft fat i den, for de
grove Ords Skyld, og for dem, som bare forstaar Ord, maa den
ogsaa tage sig ilde ud.
Fra sin første Fortælling har Kinck været sig selv; men der
gik et Par Aar, før han blev hele sig selv. Der skal Tid til alt,
og Kinck maatte skrive et Par Bøger, før han rigtig naaede ind i
sig. Og det var, som han i Førstningen heller ikke havde hele
Hjembygden levende inde i sig. Det var Menneskeskildrer, han
vilde være — det har han for Resten altid villet være — og derfor
begyndte han nede hvor Menneskene boede og hvor Gaardene
laa; hans Kunst traf dem der, hvor de naturlig var at træffe —
nede ved Stranden.
Han havde en god Del Medlidenhed med de fortrykte og en
god Del Satire mod Smaaligheden til at begynde med; hvem har ikke
det, naar man begynder sin Forfalterbane nu til Dags? — men
det hindrede ham ikke i at tage fat paa sin Menneskeskildring med
naturalistisk Haandfasthed; der laa nok Tendens i hans Bliks
Retning ; men han saa’ uden farvede Briller. Saadan er hans to første
Bøger, Huldren og Ungt Folk.
.Huldren" er Bygdens Paria, haanet og jaget af andre
Børn og pryglet af Moderen, saa han bliver forskræmt inderst inde
og ligesom bare tør leve i Fantasien. Han tyr til en halvgammel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
