Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Just Bing: Hans E. Kinck
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck
387
med Længsler „ud mod de mange*. Barneaarene har opdæmmet
og samlet Trodsen i hans Natur, og naar Glæden kommer til ham,
kommer den i en Rus. Bare en Gang er disse Naturer kommet
til Forsoning, inde under Moens Sus, hos den hvide Pige. Der
gaar der Ildsluer gennem hans Aarer. Der rykker Krampegraad
gennem hans Sener. Moen er som et stort Sind, den tænker, det
er tungt at leve. Den tager ikke Magten fra ham som
Menneskene, dens Sus løser de haarde Baand, sejler af Sted med de
onde Minder, med Far og Mor og med Hjem, som lette Frødun;
han selv voksed og var alene til.
Saa kommer han ind til Kristiania som Student; det er i Ottiaarene,
der er i Færd med at svinge over mod Nitiaarene — Diskussioner,
Debatter, Spencer og Zola; Landets Stordigtere, der løser
Problemer og stiller Problemer i deres Kunst og deres Bladartikler —
Menneskene er intet, Meningerne er alt. Han gribes af Stormen
og Staahejet Det samled ham, det rensed Sind, det spændte
Vilje. Livet var frisét, uden uklar Sus, uden saar Helg; Livet
var Lys og Strid.
Men han længes efter det, som er bag om dette, han finder
ikke sig selv, han finder ikke Menneskeliv i de fast krystalliserede
Meninger. Han er i vild Drengeustyrlighed sprunget sig ind i
Tjørnekrattet; nu er hver Mening som en Torn i hans Sind, og neden for
Foden ligger Ormen og hvisler.
En Aften gør han Oprør mod det oppe i Studentersamfundet.
En Kamiherat af ham, Bondestudent fra samme Bygd, har talt, talt
ud fra de nye Meningers Had mod det bestaaende Samfund.
Han synes Herman Ek et Rovdyr, der leger med fine Sind. „Frisk
Luft! — raaber han — Meningerne gør det goldt om os, goldt i
Salen, goldt i vore Sind." — Det gør Opsigt. — En af kritiske
Torne overgroet Dekadent faar fat i ham, og vil belære ham om,
at det bare er de størknede Naturer, som mener, og at det er
„det flydende og det skælvende, som lever". Men da han saa
kommer paa deres Hybel, saa faar han, naar der læses op om
Riddeijomfruer og Pager eller om Mænd, der sidder paa
Parkbænke og skriver Dagbøger, stadig hører Beundrernes: „Det er
det nye!" ledsaget af Kraftsatser og Eder. Tvang her ogsaa, Tvang!
Og det hele er uden Saft og Kraft: „De har ikke hørt nogen norsk
Mo suse," siger han op i Ansigtet paa Digteren. Og da de saa
taler Dekadence for ham, saa lyder det kategorisk:
„Smaapus-linger !" og han gaar sin Vej under Hyl fra Banden. Og som han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
