Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Just Bing: Hans E. Kinck
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck
391
Trængsler i Folket, som ikke havde set Korset, saa ustyrlig stærke,
at én skreg paa de store Ddene og satte Livet ind af bare uklar
Smerte over ikke at finde dem."
Dette oprindelige „laadne" møder nu Kulturen med sine
bestemte sikre Begreber og sin æggende Latter; og Latteren og det
fine Lag er overmægtigt. Berserkerne med den „store Hugen"
kommer godslige ned fra Mo og Fjeld til Bryllupsgaarden; men
naar de ser Stasen med Kranse, som den bylærte Gaardjenten har
lært, hører hendes Præketone og hendes Salmer og pæne Sange —
saa er det, som om et Hvin fra en Slædemede, der skurer over bar
Plet, gjalder gennem den lubne laadne Tone fra de gamle
Bryllupsskikke. Og de farer løs paa hverandre og bider Øreflippen af
hverandre, men Lensmanden maa ikke vise sig med Rettens
Haand-hævere; de vil slaas, til de bliver gode igen af sig selv; og det
gør de, for Vildskaben er uden Ondskab hos dem. Men de hører
hendes Haanlatter over dem og hendes Haansord „Raa Folk!"
og Røsten ægger og lokker dem; hun ligger i deres Hu, og hun
gaar af med Sejren, da den ene gifter sig med hende. Det bliver
et „pænt" Bryllup uden „raa" Skikke. Og den gamle Berserk
sidder med Postillen og stræver med sin Sjæl; men da han,
medens han ligger paa Dødslejet, hører Hingsten vrinske, raaber han ud
med rullende r’er: Høirr kor dei grrenja! (Hør, hvor det vrinsker!)
midt i Fadervoret. I denne Hestegnæggen hører han Livets
Mening (Den store Hugen i Fra Hav til Hei).
Dette Stammens Urmærke, som sætter Spor her og der midt i al
Kultur, det kæmper og det synker i Jord; derfor faar det en
saadan gribende Angest over sig, Livsangsten, Dødsrædslen. Det trækker
sig tilbage i sig selv, forstaas ikke, bliver haanet, svinder ensomt
og i Skælven. Eller det slaar helt om, bliver Renegat, og da
bliver det til Haandfasthed og Schwung i Fantasi og i Handling.
Romanen Fru Anny Porse ser Kulturudviklingen, Kampen
mellem de to Racer, under dette Synspunkt.
Fjeldgaardsbonde mod Storfolk — det bortgemte Drag fra
Urtiden, det dybe, upraktiske Instinkt, mod det, som er overskyllet
af fremmede Bølger, som er glat af Fernis udenpaa; den Verden, hvor
alle kender hverandres Skrøbeligheder, og har paa rede Haand
hvasse Hentydninger, naar det gælder; hvor man stadig bøjer undaf
og bjerger sig over det værste med Latteren; hvor man, naar
man er blødhjertet, „synes Synd" og bliver halvvejs god; hvor
man bøjer sig for Trangen til at „afvikle Minderne", naar Skan-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
