Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Th. A. Müller: Chopin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chopin
407
litet; i hvert Fald udfoldede det sig langt mere ugenert over for
hans polske Venner, og naar han talte polsk, end naar han var
sammen med franske, overfor hvem han følte sig som en fremmed,
der maatte lægge Baand paa sig; .hans polske Ordbog var langt
mindre udvalgt end hans franske*1). Denne Lidenskabelighed kan
under Indflydelse af hans nervøse Temperament tage Karakter af
en ren Paroksysme; „Ch. var forfærdelig, naar han var vred, og
naar han lagde Baand paa sig, syntes han næsten at kvæles" (G.
Sand); men den trættes hurtig, synker tilbage i træt Bedøvelse, i
Længsel og Drømmen.
Sygdommen, Uroen, Rædslen og de stærke Lidenskaber,
Melankolien og den uvirkelige Drømmen berører Menneskene pinligt og
fylder dem med Ubehag, naar de møder dem i Livet. Chopin
vidste det; derfor skjulte han sin Sjæls Mangel paa Harmoni under
et paataget Væsens Ynde og Finhed; hans Selvkontrol var her
næsten ufattelig*).
Sin Sjæl lægger han kun blot for Menneskene i sine Værker,
men dens Underligheder og Sygdom er her gydt i saa skønne
Former, at man over dem glemmer Ubehaget over det usunde og
uharmoniske. Hans Værker er som slebne Krystalkar, gennem
hvis Facetter selv Aske og størknet Blod tager Farve som
Perlemorets fine graa og Rubinens dunkle røde. Bag den skønne Form
ligger de ensomme Timers og de søvnløse Nætters Pinsler.
Overalt, selv bag Valsenes yndefulde Bevægelser og bag
Elskovs-digtenes Gløden og tunge Beruselse gaar som en Understrøm en
sagte rindende Flod af Længsel, den som han selv betegnede som
sin Kunsts Grundtone, og for hvis Særpræg han kun fandt
Udtryk i sit eget Sprog i Ordet zal. Man møder i hans Kunst
rolige Stemninger som i Andanten i Polonæsen op. 22, eller en let
og frisk Lunefuldhed som i nogle af Impromptuerne og Etuderne.
Men hyppigere er den svage Klagen, den febrilske Hvileløshed og
ubeslutsomme Flagren, der lyder gennem de kromatiske Skalaer i
Begyndelsen af Impromptu 51 og Slutningens angestfulde, aandløse
Ledsagelse. Intetsteds er vel en Sjæls syge Rædsel skildret som i
’) ,Det Svin, han bød mig 200 frc. for min Sonate’ (om Forlæggeren Leo).
— „Mit Motto skal for Eftertiden være: betal, Dyr."
*) „Vi har set ham blegne i en saadan Grad, at han antog en ligagtig
eller grøn Farve ... men kun et Øjebliks Besindelse var ham nok til at
udslette Indtrykket af denne Blottelse" (Liszt).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
