Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Francis Beckett: Fra Foraarsudstillingerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
416
Fra Foraarsudstillingerne
Linier, den faste Form og den hele strenge og højtidelige
Komposition. Men man maa være lidt mere end en Maler for at kunne
træffe et saadant Udvalg; man maa ogsaa være Digter og
Drømmer. Der er i et Par af Møhl Hansens Landskaber en ualmindelig
Renhed, noget vist højtideligt i Følelsen; de hidrører aabenbart fra
en betydelig Kunstner.
Tag saa i Modsætning til disse Billeder et lille smukt Maleri
af Th. Philipsen, „Udenfor en Bondegaard". Det virker som et
ganske tilfældigt Udsnit af Virkeligheden, et Øjebliksbillede taget
af en vejfarende; det er lutter Lys og lutter Luft, en tynd og let
Martsluft og en fin og undselig Martssol, der kaster lette,
bevægelige Skygger fra de nøgne Grene ude paa Vejen hen over
Bonde-gaardens gule Gavl. Her er med lykkelig Haand givet, hvad
den ældre Slægt stræber at give: det umiddelbare Indtryk af
Virkeligheden, badet i Lys og Luft. Det kunde se ud, som om
Mellemværendet mellem Philipsens Billede og Møhl Hansens Billeder
var et Mellemværende mellem Lys og Luft paa den ene Side, Linier
og Former paa den anden, og det er ogsaa rigtigt. Dog det
egenlige Stridspunkt ligger nok dybere. Det er Modsætningen mellem
Virkelighed og Digt, god, kraftig Prosa og Poesi. Foran
Philipsens Billede spiler man Næseborene op og indaander Duften af det
gryende Foraar, og Øjet frydes ved Solskinnet paa den gule Gavl;
til Drømmerier er der ingen Anledning. Men Drømmene kan ret
lejre sig i Møhl Hansens Billeder under de vide Egekroner ved den
stille Sø. Møhl Hansens Billeder er Vers, der er rettede til
Aanden i Naturen.
Men det er jo kun de færreste, der kan skrive gode Vers.
Erik Struckmann har ikke formaaet det i Aar. Han er — det
ser man af hans Billeder — blevet indtaget i den stolte gamle
Sundvagt Kronborg Slot, men mellem ham og Slottet har der skudt
sig Mindelser om blegede Tapeter. Hans Billeder, udførte med Kul
og Vandfarve, ligner noget gamle Gobeliner, hvor Farverne er visnede
og Konturerne er forgrovede. Jeg maa tilstaa, at jeg foretrækker den
kække, ridderlige Kongeborg selv for Struckmanns blege Reminiscenser.
Den maleriske Skildring — den jævne Prosa — er her hjemme
paa Figurmaleriets Omraade mundet ud i det, man kalder
Interiører med Portrætfigurer. Man maler sine Venner og Bekendte i
sit Hjem, tvangløst forsamlede, ved Dagslys eller ved Lampens
Skær, snart i Dagligtøj og dagligdags Humør, snart i Kjole og
Hvidt, passiarende og snakkende efter Aftensbordet. Det gælder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
