Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Kidde: Myther - I Hades
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Myther
455
af Sand, der hvirvles af Sted langs Havet, som af visne Blade, der
fejes hen gennem Skoven en sildig Høstnat — listende Trin,
hviskende Stemmer og hendulgt Hulken — saa pludselig et rasende
Glam, saa Stilheden sprang i Stykker, en hylende Halsen,
hvæsende, snappende i klirrende, lænkebundet Raseri.
„Nu gik han Kerberos forbi," mumlede Karon og lyttede
anspændt.
Men Stilheden sugede sig sammen, lukkede sig som tyste,
dunkle Vande — atter kun den bestandige Susen — til den med
ét forvirredes, Sandet hvirvledes i Vejret, som af en Storm, og
faldt bråt ned i et pludseligt Vindstille, Bladene snurrede rundt og
tav — og saa med én Gang dybt nede en Lysnen, som tændtes
der pludselig en Kerte i det dybe Mørke — en Klingen, en Klang,
fjern, sitrende dirrende klar, et underjordisk Kildespring, der
vældede op af Mørkets Øde, en underjordisk Sang af lyse, salige
Stemmer, en Leg af Solstraaler i det evige Mørkes Gem.
Karon lyttede, krumbøjet, hans Øjne fyldtes til Randen af
Taarer, Hænderne klemte om Staven.
Aa, denne Klang, den Klang, saa daarende, smeltende sød,
det var altsaa Livet — al Livets livsalige, sommerlyse Lykke
hernede — hernede–og nu, hør nu — nærmere, som
kommende opad, som Lys svævende op fra en Grubes miledybe Bund,
som en sølwinget Fugl stigende gennem Natten mod den
dæmrende Morgen højt oppe, som en Stemme kaldende fra oven,
bydende, bønligt-lokkende, kaldende — nærmere og nærmere i den
aandeløst lyttende Stilhed — kun en kvalt, afmægtig Hvæsen —
Karon rejste sig, betagen, med Haanden over Brynene.
Frem imellem Persefones dunkle Stammer svævede de —
Orfeus, gyldentlysende i sin blaanende Kappe, baglæns, langsomt,
med Lyren løftet højt i begge Hænder med spillende Strenge —
og efter ham Eurydike, med lukkede Øjne, tilbagebøjet Nakke,
udstrakte Hænder, rosenrødmende, Sløret vuggende som hvide
Bølger –et dæmrende Smil over Ansigtets dybe Blund,
tillidsfuldt, lyksaligt anende den elskedes Nærhed — og bagest i
Mørket, stille svævende, bleg og tyst, Hermes Psykopompos, med
tavse, strenge Træk under Hjelmhattens Vingepar, med det
bronzebrune Legeme, med den snoede Stav i Haanden, og Slangernes
flade Hoveder snusende og slikkende til begge Sider i Hades’
pestfyldte Luft, gispende ad det svage, indsivende Dagens og Livets
Lys, som just nu dæmrede ned gennem de forbidrivende Taager.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
