Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Østrup: Den osmanniske Race og dens Fremtid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
463 Den osmanniske Race og dens Fremtid
den paa mange Punkter har været, saa var den uholdbar, fra det
Øjeblik Befolkningen var kommen til Bevidsthed om, at den
beherskedes af et fremmed Mindretal, fremmed i Race, Sprog
og Religion. De politiske Tilstande, der efter Befrielsen har
udviklet sig i Lande som Serbien og Grækenland, er i sig selv ikke
meget bedre end dem, man tidligere levede under, men her er ikke
mere Tale om noget Overherredømme af fremmede, og det gælder
far Nationerne som for Individerne, at Mands egen Vilje er Mands
Himmerig.
Hvad der endelig yderligere gjorde det osmanniske
Regimente lidet holdbart, var den Omstændighed, at Tyrkerne for en
stor Del styrede Riget ved Hjælp af Folk fra selve de
undertvungne Nationaliteter. Den Rolle, de græske Fanarioter spillede i
det 17. og 18. Aarhundrede, er bekendt nok, i det nittende
afløstes de af Armenierne; ifølge Opgivelse til mig af den tidligere
Understatssekretær Artin Dadian Pascha, bestod lige indtil det
sørgelige Aar 1896 de tre Fjerdedele af den overordnede
Embedsstand i Departementerne i Konstantinopel af Armeniere; i
Øjeblikket er det en Araber, Izzet Pascha, som er den faktiske Leder
af hele Landets Politik. Det er en Selvfølge, at disse fremmede
ikke altid har haft den klareste Forstaaelse af den osmanniske
Nations Tarv eller den bedste Vilje til at fremme denne.
Og under alt dette stod den osmanniske Tyrk selv i
Baggrunden, og først i de allersidste Aar er han, politisk og litterært,
ved at træde frem herfra. Tyrken fik paa denne Maade —
bortset fra, hvad han selv maatte have bedrevet — tillige Skyld først
for Fanariotens og Armenierens Lumskerier, senere for
Tscher-kesserens og Kurderens barbariske Raahed; og jo mere Uviljen
steg, des mindre brød man sig om at lære ham at kende;
Sandheden blev, hvad der engang blev udtalt af en af de aandrigste
nulevende Tyrker, Forfatteren og Journalisten Ahmed Midhat Efendi,
at den værste Fjende, Tyrkerne i vor Tid havde at kæmpe med,
var Europæernes Ukendskab til den osmanniske Nation.
Det osmanniske Folk falder i to, ret skarpt adskilte Dele, af
hvilke man i Europa kun kender den mindste og sletteste. Det
er det forholdsvis tynde, sociale Lag, hvoraf den civile
Embedsstand rekruteres, stærkt iblandet med levantiske og græske
Elementer, og i sin Dannelse støttende sig i den ældre Tid til den
persiske Litteratur, som nu i det sidste Slægtled er afløst af den
franske. Fra dette Lag udgaar den velkendte Efendi, hvis Dragt
30*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
