- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 20 (1903) /
478

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

478

Teatrene

men Mennesket, Humanismens nyopdagede Homo. Det er Adam,
der siger Livet Farvel og for sidste Gang giver Dyrene Navne.

Jeppe er det første Menneske i den nordiske Kunst — „det
bundne Menneske", ligesom man taler om „den bundne Prometheus"
(Aladdin er den befriede). For min Skyld maa man gerne sige,
at han er Renæssancemennesket med dets Lyst til Livet og dets
Drømme om Livet, dets Raahed, dets Finhed. Der er det samme
„Register" af stærke Modsætninger i Kingos Orgel og Holbergs
Harmonika. Ikke blot Junges Nordsjællandske Almue, men Troels
Lunds 16. Aarhundrede læses paa alle afgørende Punkter som en
bestandig Kommentar til Jeppe. Man maa blot ikke atter gøre
ham til Kulturhistorie og glemme, at han er den endnu levende
oprindelige Menneskenatur med alle dens Elementer og
Modsætninger i vild Vækst. „De laveste Drifter, den højeste Flugt, intet,
slet intet er udelukket." De samme grove Hænder, der griber saa
lystent efter Ridefogdens Kones kolossale Yndigheder, folder sig
barnlig fromt, ja sværmerisk ved Lyden af „en sagte Musik". Jeppe
er et Dyr og et Barn. Lad Dyret brøle og lad Barnet græde! Lad
ham udstøde sit to Gange gentagne Haha! (første Gang, før han
gaar til Bords paa Herregaarden; anden Gang, da han vil hænge
Ridefogdens Yngel), saa man ser Rovdyrets Tænder, og lad ham
udsukke sit Ach, ach! saa Englene i Himmerig maa ynkes over
ham. Lad ham være den Pjalt, han er, og lad ham drømme sig
til den Helt, han ønsker at være. Det er virkelig Alvor, naar
Jeppe praler af, at han har været Soldat. Han er Tordenskjolds
samtidige. Heltedrømmen spiller ingen mindre Rolle i hans Liv,
end den har gjort i hans Nations. Han maa have denne Drøm
for at holde sig oppe, med den supplerer han sit Liv, bøder paa
sig selv som en Digter. „Det er det allerbedste med Brændevin,
at man faar saadan Corasie derefter". Ikke blot, naar han tysker
med Jakob Skomager, føier han sig som Soldat, retter sin Ryg,
ruller med Øjnene, bruger Kommandosprog, Korporals-Eder; paa
Herregaarden, da han føler sig som Magthaver, er hans hele
Optræden, hans Lader, hans Udtryk formet efter Korporalens eller —
hvad der er meget fint set af Holberg — Løjtnantens Mønster (f.
Eks. „Giver Agt paa, hvad jeg siger, Karle! det maa tjene Jer til
Underretning herefter!"). Det er derfor ikke rigtigt at lade Jeppe
sige de Ord af sit Eftermæle: „Han levede som en Soldat og døde
som en Soldat", saaledes at det blot lyder som en Spot over Hr.
Jespers Prædiketoner. Det er Alvor, der skal patetisk Eftertryk,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:45:00 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1903/0482.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free