Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene
479
.Kanonslag, paa det gentagne Soldat. Først bagefter kommer
Ironien: „Man kan disputere, om jeg døde til Lands eller Vands osv."
— Og saaledes helt igennem: en yppig animalsk Natur i fri
Udfoldelse, et naivt Spil mellem Drøm og Virkelighed, som Ironien,
Jeppes (og hans Landsmænds) egenlige Selvbevidsthed, regulerer.
Det er nu ganske tydeligt, at skal Olaf Poulsens Jeppe
nogensinde naa sine Forgængere, bliver det ikke som sjællandsk Bonde,
men ved den Frihed og Friskhed, hvormed den moderne Kunstner
i denne Rolle kan udlade Menneskenaturens oprindelige Elementer.
Hr. Poulsen har Natur til dette; man kunde have ønsket ham en
Vejledning, der gav ham endnu mere Mod og Indsigt dertil.
Af-skedsscenen f. Eks. blev den første Aften foredraget som et
Virtuosnummer til Fremstilling af, hvorledes Dvaledrikken lidt efter lidt
tog Magten fra Jeppe. Det var ikke netop det, man havde ventet
af Olaf Poulsen. I det hele var Hr. Poulsen den første Aften
uheldig og kunde slet ikke tilfredsstille dem, der kunde Jeppe i
Forvejen. Denne Jeppe blev i Grunden først ret morsom, da han
spillede Komedie i Baronens Klæder som den pantsatte Bondedreng.
Det er slet ikke nogen Ære for det københavnske Publikum, at
denne Forestilling straks blev dundret op til en Begivenhed af
første Klasse. Men galt gik det og godt var det; Hr. Poulsen
trængte vist til en Opmuntring. Senere er det blevet meget, meget
bedre, og det kongelige Teaters „Jeppe paa Bjerget" er nu virkelig
ved at blive en Teaterbegivenbed af Betydning.
Som Følge heraf kan det vel være tilladt efter disse almindelige
Bemærkninger anmærkningsvis at udhæve nogle Enkeltheder.
Første Akt er den rette Prøvesten for en Jeppefremstiller, da det
er den, hvori Jeppe fremstilles in natura; Virkeligheden (før Brændevinen)
og Drømmen (efter samme). Phister mente, at han i denne Akt aldrig
havde naaet Lindgren, og Poulsen, der den første Aften faldt rent igennem
med denne Akt, er altsaa nu undervejs for at naa Phister.
Vanskeligheden er stadig den alt for lange Monolog. Ligesom Nilles Enetale nu
gaar meget glat, ved at hun — som allerede Rahbek ønskede — har
faaet noget at pusle med (hun holder Storvadsk — af Hensyn til de „to
Pund grøn Sæbe" i det følgende — og hænger Jeppes stærkt medtagne
Løvehud til Tørring paa Gærdestaverne), saaledes oplives Jeppes lange
Monolog endnu bestandig ved Paaklædningen. Hr. Poulsen binder meget
sirligen sit Hosebaand og slaar gentagne Gange ud sit gule Haar
(Lindgren slog kun én Gang til det paa en meget karakteristisk Maade), alt
imedens han lader Munden løbe. Men det er et stort Spørgsmaal, om
denne Scene i det hele skal „oplives". Den skal vistnok siges med en
majestætisk Utidighed (som en sulten Løves), idelig afbrudt af Gaben og
31*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
