Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene
481
meja, der slaar ham til Jorden! Fortræffeligt var her det hele Spil
med Brændevinsflasken: han higer efter Flasken som et Barn efter
Moderbrystet; han dier; han trygler, han truer, naar han »tages fra*.
I den følgende Scene, hvor Jeppe lidt efter lidt overvældes af Rusen
og falder om, manglede flere vigtige Momenter — Olaf Poulsen gav sig
her ikke Tid nok. De to geniale Replikker: „Hvad er Klokken?" og
„Hør, Kammerat, hvor gaar Vejen til Byen?", der skyder op i den drukne
Passiar som vildfarende Mindelser fra en endnu ikke helt inddysset
Pligtfølelse — til Tegn paa, at den salige Sjæl endnu ikke er ganske løst
fra sin Skattepligt til Tiden og Rummet — blev enten oversprungne (den
første Aften) eller ikke tilbørligt isolerede. Baade Gjelstrup og Lindgren
gjorde meget ud af dem. Hele Slutningen gik tabt. Lindgren motiverede
her meget elegant Jeppes Fald. Paa Ordene: „Du drak som en Skælm,
Jacob! er det for en Styver Brændevin?" løftede han Haanden som til
Slag mod den imaginære Skomager, tabte Balancen og faldt. Det
følgende: „Du maaler som en Tyrk," mumlede han saa liggende paa
Jorden, og faldt med dette kristelige Hjertesuk i Søvn.
Med anden Akt gaar Tæppet op for Olaf Poulsens fulde Glorie, der
holder sig usvækket i denne og den følgende Akt, Scenerne paa
Herregaarden, som formodentlig aldrig er blevet spillet bedre. Phister mente,
at hans Spil i disse Akter overgik Lindgrens. Maaske han især tænkte
paa Jeppes stumme Spil under Doktorernes lange Fortællinger. Gjelstrup
havde her haft mange Løjer for, hvilket Rahbek dadler, da det jo er
disse Fortællinger, der skal overbevise Jeppe om hans formentlige
Vildfarelse. Lindgren var derfor ogsaa i denne Scene lutter Øre og
maa-bende Videbegærlighed. Phister forstod det anderledes og lod Jeppe
under de lange Historier overvældes af Kedsomhed, fare op ved Ordet
spise o. s. v. Olaf "Poulsen følger her med Rette Phister med gode
Tilføjelser, f. Eks det meget talende Nik, hvormed Jeppe modtager
Meddelelsen om, at „Fruen døde for mange Aar siden". Den sidste Replik
i denne Akt: „Ja nok; men det maa ske i en Hast", sagde Lindgren
med en saadan Korporalsrøst (—- — — w –), at man straks
forstod, at nu havde Jeppe Sværdet og agtede at bruge det. Overdaadigst er
dog den nye Jeppes Komik ved Bordet, hvor han hölder Hus med
Tjenerskabet. Det maa være et ulykkeligt Menneske, der ikke kan le ad disse
kongelige Løjer. Hvor Jeppe anskueliggør Åbners Hilsen til Roland:
„Hil være dig, min Broder! og med det samme stikker ham Dolken i
Hjertet" bør han dog ikke jage hele Haanden, men, som Phister gjorde,
Gaffelen — et for Jeppe ukendt Vaaben — ned i Tærten. Oehlenschläger
skal en Gang ved Frokostbordet paa lignende Maade have fremstillet den
døende Epaminondas, der drager sig Pilen ud af Hjertet, med en
Brødkniv. Ogsaa Scenen med Ridefogdens Kone blev nu lykkeligt overstaaet.
Den var i al Fald ikke snærpet. Lindgren (og Phister?) hviskede her
de ubluelige Replikker for ikke at støde høviske Øren. Men saaledes
gaar en komisk Virkning tabt. Meningen er, at Jeppe skal gøre sig til
Latter for det fine Kompagni ved sin landlige Aabenhed. Altsaa hvisker
han ganske vist sin lidet ærbare Anmodning i Øret paa sin Dame, men
hun, der ikke er til Sinds at standse saa god en Spas paa Halvvejen, ud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
