Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Helge Rode: Sigbjørn Obstfelder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
561 Sigbjørn Obstfelder
Ak Stilhed!
Han kendte de store Byers Helvede,
men han elskede Skønheden,
den fine Guldtraad i den store mørke Vævning.
Han elskede Blomsternes søde Aasyn,
som smiler: der er noget godt!
Nægt det dog ikke!
Og Kvindernes dybe Blik,
som aabner en Afgrund af Ømhed
og lover Venskab og Fortrolighed uden Grænd se,
og en Mands tavse Haandtryk.
Og Maanen, som lister paa Sølvsko over sorte Vande.
Og Stjernernes høje Alvor.
Og Morgenrøden over Havet.
Morgenrøden, som risler Uflig ind i vort Hjerte,
saa det sitrende aabner sig
som en sødtaandende dugfrisk Rose.
Og Musikken, der ligesom Verden, ligesom Sjælen er uden
Form og Maal og Maade.
Han elskede Skønheden,
Livets anelsesfulde Salighed,
Dødens Fornægter.
IH
Ingen stod der ved hans Leje.
Døden kom i Natten silde.
Ensom Mand paa stejle Veje
var den Død vel, som du vilde.
Løfted du dig fra din Pude
— stirred — stirred — sært tilmode?
Sused Nattens Liv derude
fjernt, som fra en fremmed Klode?
Ikke ved jeg, hvad du skued
denne Stund, den allersidste.
Ikke ved jeg, om du grued,
da du saa Alverden briste.
Tilikuaran 1903 36
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
