Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Foraarets Boger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
596
Foraarets Bøger
spørger hun uafladelig sig selv og Forfatterinden med hende — at hun
overalt hjælpeløst ligger under for de andre Viljers Udstraalinger, altid
forskræmt og magelig maa have Fred om sig for enhver Pris, maa
udglatte Rynker og afvende haarde Ord i sine Omgivelser? Er det
Opofrelse eller er det blot vanmægtig Følelsesgoldhed, naar hun lader
Forholdet til Budde slippe sig af Hænde og afstaar ham til sin yngre Søster
for i Stedet at lade sig glide ind i et glædestomt Konvenientsægteskab ?
1 dette synker hun dybere og dybere hen i Apatiens Laden-sig-gøre-ved,
hun roder sig lidt ind i et skjult Forhold til en Elsker, men mest
holder hun af at ligge paa Sofaen og falde i Staver. Falde i Staver —
det er netop det hun efterhaanden gør, — fjernere og fjernere lyder
Livet uden om hende, altid umuligere synes det hende at raabe de andre
op, Indtrykkene falder fra hverandre, og hun kan ikke holde sammen
paa sine Tanker. En sidste Kærlighedsskuffelse, en Misfødsel, et
ulykkeligt Brud med hendes kære Søster .... saa synker hun tilsidst helt
hen i Sløvsind.
Opslaget til denne Skikkelse er selvstændig og grundig gjort. Der
ligger en hel mystisk Filosofi bag ved — om de nervøse Udstraalinger
mellem Mennesker og om et betragtende jeg, der sidder inde bag det
handlende jeg og indsamler Erfaringsstof, som tages med hinsides Døden.
Men magtet er Figurens Udførelse ikke. Johanne Marie ræsonnerer over
sig selv og Forfatterinden ræsonnerer over hende, meD Fortællingen
løber med Harefod hen over alle de afgørende Situationer, i hvilke hun
skulde udfolde sig for os, og antyder kun et Steds ganske løselig
inti-timere, fysiologiske Forudsætninger for hendes sygelige Aandsart. Den
unge Forfatterinde har i sin Figur stillet en betydelig digterisk Opgave,
men er ikke trængt ind til Opgavens Løsning.
Fint og nydelig er derimod de to Søstres indbyrdes Hengivenhed
og Beundring givet. For Johanne Marie er den lille Søster ,et
Nødanker i Løgnens Flod", den Paalidelighed og Livsvarme, som hun
savner hos sig selv, og naar hun staar bøjet over hende, som hun ligger
og sover, Brystet bølgende sundt og roligt og med „en Umaadelighed af
Harmoni og Ligevægt" over sig, svulmer der en offervillig Elskov op i den
ældre Søster, og hun beslutter at afstaa Budde til hende. Og for den
rask dømmende Agda er den ældre Søster i lang Tid fredhellig, „du
staar over al Dom" erklærer hun kort og godt, og naar hun har set
Johanne Marie græde, følte hun det altid, som om „hendes Taarer
brændte smaa runde Huller ind i hende," som kunde de være
„rødglødende Hagl, der dryppede ned i hendes Hjerte." Her viser hun
samme nervøse Følsomhed for andres Lidelser som sin Søster, ligesom
denne, trods alt, har samme Sandhedssøgermani som Agda. Og disse
Slægttræk er ogsaa begge Søstres Slægtlighed med den Aand af baade
fin Hjertensgodhed og tapper Ærlighed, der lyser ud af den lille Bogs Blade.
Vald. Vedel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
