Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Robert Michels: De tyske Rigsdagsvalg. I. Liberalismens Nederlag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
634
De tyske Rigsdagsvalg. 634
Tyske ikke lider af Individualisme, men tværtimod af Mangel paa
Individualisme, af en Konventionalisme, som hyppig stiger lige til
Autoritetssværmeri, til Fetischisme og Servilisme. Paa det
partipolitiske Grebet beviser saaledes netop Tilværelsen af Socialismens,
Klerikalismens og Konservatismens mægtige Strømninger Tyskernes
Tilbøjelighed til store Partidannelser. Men paa den anden Side
kan det ikke nægtes, at naar det tyske Demokrati har sønderdelt
sig i 4 Grupper, nemlig: „det frisindede Folkeparti", „den
frisindede Forening", „det sydtyske Folkeparti" og „den nationalsociale
Forening — de Nationalliberale med deres Ultranationalisme og
Ultra-opportunisme kan ikke under nogen Omstændighed længere, end
ikke halvvejs, regnes til Demokratiet — da maa denne Gruppedeling
bero paa en vis Individualisme, som ganske vist her bedre kunde
betegnes ved Navnet: Personalisme. Thi de ovenfor med deres
officielle Navne anførte Partier burde logisk simpelthen benævnes:
„Gruppen Richter", „Gruppen Barth", „Hausmanns Gruppe" og
„Naumanns Gruppe": Ikke saaledes at forstaa, at der ikke
imellem disse Sektioner af Fællesmikrokosmen skulde bestaa saglige
Meningsforskelligheder, men disse er dog for største Delen blot
Gradsforskelle og ingen Grundforskelligheder i Verdensanskuelse;
at disse Grupper ikke forener sig til et — ikke mer til „det store,
borgerlige Venstre" . . . den Drøm er forlængst svunden! — men
i det mindste til et „lille, borgerligt Venstre", men at de
tværtimod, hvor de træffer sammen, paa det bitreste bekæmper
hverandre, det ligger fremfor alt i deres „Føreres" personlige Ambition
og Ufordragelighed. Hvis man absolut vil kalde dette for
Individualisme, bør man i det mindste ikke glemme at sætte Ordet
„Pseudo" foran.
Andre er der, som skyder Skylden for det borgerlige
Demokratis Tilbagegang paa en af dets mest fremragende Føreres
Holdning. Eugen Richter, siger de, fører hele Frisindet i
Undergang. Atter heri ligger en delvis Sandhed. Det er jo desværre
sandt, at denne fjældfaste Eg, mod hvilken engang den Bismarckske
Reaktions Storme brød sig, nu staar afløvet og ilde tilredt, og
det ikke engang som Følge af bittert Fjendskab, men som Følge
af bittersødt Venskab fra den nuværende Reaktions Side. Sandt
er det, at Eugen Richter, — i personlig Forbitrelse over de øvrige
demokratiske Gruppers og Socialisternes Angreb og i en
ubegribelig parlamentarisk Doktrinarisme, som oven i Købet ikke engang
kunde støtte sig til en omend blot formel Berettigelse, — under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
