Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Vetterlund: Erik Axel Karlfeldt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
648
Erik Axel Karlfeldt
Hvor centralt dette erotiske Element i Virkeligheden er i
Karlfeldt s Digtning, er maaske ikke lige iøjnespringende for Alle. Selv
skjuler Digteren det med sin Naturlyriks Ødemarksguirlander og
sine Figurers Humor. Men derunder lever det i fuldkommen
naturlig, hel ukompliceret Styrke og Renhed. Thi ligesom
Karl-feldts Naturskildring staar hans poetiske Erotik i Modsætning til
„fin de siécles" trætte, svage og halve Følelser hos degenererede
og nervøse Kulturmennesker.
Erotikken i Axel Karlfeldts Bøger handler udelukkende om det
Liv, som ikke er angrebet eller desorganiseret. Den har
Pubertets-aarenes eller Begyndelsen af Tyvernes ejendommelige Styrke og
ejendommelige Inderlighed — den er absolut ikke blaseret.
Saaledes former han de unge Par, hvis Sundhed og Skønhed spreder
Lys over hans Digte. Der træffer vi f. Eks. den unge Pige, som
læner sig mod Gærdet med Sommerhatten bag i den lysebrune
Nakke og med de friske, dunede Kinder glødende i Julivarmen.
Knøsen kommer med kække Skridt, hans Blik bliver lysere —
men han tør ikke. Og Pigen sender et vredt Blik efter ham: Løb
kun din Vej, dumme Dreng. Du har jo ikke en Hønes Mod og
ingen Mund til at tale med. Hvor let begribeligt er ikke hele
Udviklingen forenklet i dette primitive Billede, der foregaar paa
en Baggrund af Sommeren i Højsveriges Skove. Der er endvidere
den ypperlige Historie om Taterdrengen, der sover paa Aasen.
Saa sker det, som følger.
Med kjol, som till smalbenet räckte,
en slinka af tattarsläkte
kom drifvande, gänglig ocb tunn.
När pojken bon varsnade, log hon,
ett strå ifrån marken tog hon
och kittlade sakta hans mun.
Upp sprang han, kvick som en fjSder,
som om han af länsman fått våder —
surr, örfiken hven och brann
pang, svaret kom raskt och redligt,
sen stode de tyst och beskedligt
och mönstrade skamsna hvarann.
De voro i ålskogsåren.
Den glödande junivåren
göt eld i hetsig natur.
De voro käcka och fagra
fast jaktade, svultna och magra
som skogarnes skadedjur.
Naturligvis bliver de gode Venner og holder straks deres
Bryllupsmaaltid. I sin Pose har han selvfølgelig kim Sild og anden
Bondemad, hvorimod hun har forstaaet at skaffe sig fin Mad og
Lækkerier, og „underfundigt leende" kommer hun til sidst frem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
