Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Vetterlund: Erik Axel Karlfeldt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
655 Erik Axel Karlfeldt
,Sjunk, du sol framför andra solar,
sol som lyst min herdinnas dag!
Sköna afton, som purpur spolar,
i ditt lågande hägn oss tag!
Höga visor jag saligt gnotar,
konung Salomo sjöng som jag."
Hvad der særlig bidrager til at give Karlfeldts Billeder et
oprindeligt og nationalt Præg er hans Skik at fremføre virkelige
Genstande fra Folkets Hverdagsliv, Redskaber etc. ligesom ogsaa
Ødemarkens Planter o. desl., som aldrig før har været præsenteret
i Lyrikken. Heraf opstaar baade et Ord- og Rimforraad, der er
nyt og levende. Saadanne Ord tilhører vel ofte Rigssproget, men
de dannede Klasser kender ikke de Ting, de betegner. Ord, som
„kätte", „mjårde", „jolster" forstaas ingenlunde af ethvert Bymenneske,
og en dansk Læser har selvfølgelig ingen Anelse om deres Betydning.
Men Karlfeldt bruger endogsaa rene Dialektord, som han stundom
selv oversætter i lystigt-lakoniske Noter, eller gamle Ord,
forsvundne fra Rigssproget, men endnu levende i enkelte Landsdele,
eller Kuriositeter som Bondepraktikaens Navne paa Aarstider,
Planter og Himmeltegn. De giver Versene et komisk Patina som
fra det 15. eller 16. Aarhundrede. Det ursvenske i Stemninger og
Motiver afspejles nøjagtigt i et sligt potenseret nationalt Sprog.
Derimod mangler der Ord med abstrakte, internationale
Forbindelser i denne Poesi uden Tankedigte, uden Retorik eller
Refleksion. Som Karlfeldt selv siger: hans „Sangmö er ikke fra Pindus
men fra Pungmakarbo", og ikke Hellas’ Myrter og Laurbær, men
Dalarnes Rønnebær vokser paa hendes Domæne. En eneste Gang
har denne Digter fuldt ud „talat med lårde män på latin", som
Fridolin kalder det; d. v. s. en eneste Gang har han brugt en
anden Stil end sin ejendommeligt-pittoreske, og andre, mere retorisk
majestætiske Rytmer. Han har nemlig skrevet en statelig
Kantate ved det 20. Aarhundredes Éegyndelse; den udførtes paa den
kongelige Opera i Stockholm.
Ikke blot Skildreevne og Ordforraad, men ogsaa Strofebygning
og Rytme har Karlfeldt uddannet personligt. Nu er de i det
mindste aldrig mere traditionelle hos ham, og de veksler næsten
ved hvert nyt Digt. Jeg skal straks komme tilbage hertil. Jeg
vil først nævne den Kunst, hvormed han gennemarbejder
Strofernes indbyrdes Komposition. Deres Stemning kan netop hos
denne „grobianske* Digter være saa sårt som muligt, men den
flyder aldrig ud til Taage og Dis. Digtenes Plastik er tværtimod
ofte meget bestemt, ja kunstfærdig. Ganske vist kan — særlig
blandt Digterens ældre Vers, skønt der ogsaa dér findes straalende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
