Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herbert Spencer: Tilbagefald til Barbari
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
668
Herbert Spencer: Tilbagefald til Barbari
Komitéen er i Virkeligheden et Slags Valgoligarki. Endog i selve Underhuset
har samme Aand gjort sig gældende: for nogle faa Aar siden er Retten
til, før Skatterne bevilgedes, at fremsætte Klager over Administrationen
bleven ophævet, og Muligheden for at lade Skattebevillingen afhænge af,
om Regeringen tog Hensyn til Klagerne, er altsaa faldet bort. Ligeledes
er Retten til at stille Ændringer ved Forslaget om at behandle
Budgettet i Komité bleven ophævet. Paa forskellig Vis bliver den engelske
Borger — som Vælger og som Repræsentant — bragt i underordnet Stilling.
Inden for Kirken er der Bestræbelser i samme Retning. Man opfrisker
den Underdanighed over for Præstestanden, som er betegnende for
barbariske Samfund; man søger mere eller mindre aabenlyst at styrke
Præsteskabets Magt og Indflydelse; Kirken stiller sig i Opposition til den
borgerlige Myndighed og røber derved sin Forkærlighed for hin svundne
sociale Magtfordeling, der gjorde Kongerne til Pavens Tjenere, og de
øverste gejstlige Myndigheder gør intet for at hindre denne Tilnærmelse
til Katolicisme. I hele det sidste Slægtled er der udfoldet Bestræbelser
for at udmærke Præstestanden som en Slags Mellemmænd mellem Gud
og Mennesket: Skriftemaal, Efterligning af Messen, Ceremonier med
Røgelse, prægtige Dragter, juvelprydede Kirkeredskaber — alt sigtende til at
lægge Glorie om Gejstligheden med de samme Midler, som brugtes i
Middelalderen og faldt i barbariske Folkeslags Smag.
Den Bevægelse, der saaledes gaar igennem vor sociale, politiske og
kirkelige Organisme, har forskellige Aarsager. Begyndelsen ligger omtrent
50 Aar tilbage, nemlig da man oprettede det saakaldte frivillige Forsvar,
som havde sin fulde Berettigelse, idet Ludvig Napoleon mistænktes for
at tilsigte en Landgang i England. Over hele England lød Raabet: „Til
Vaaben"; der blev skrevet Krigssange, som var paa alles Læber; der
dannedes Korpser af civile Borgere, som hver Uge holdt Eksercits og
Øvelser i Riffelskydning, og de slumrende, krigerske Forestillinger og
Følelser, som er nedarvet fra fjerne Tider, da vi levede i stadig Krig,
kaldtes atter til Live. Disse frivillige blev inddelt i Regimenter og
Kompagnier; de holdt militære Øvelser, blev kommanderet af Officerer, de
drog gennem Gaderne med Musik i Spidsen, de satte deres Stolthed i
at opnaa militær Rang, kort sagt, al deres Sind og Tanke tog Retning
mod Kamp og Drab, og dermed fulgte en fornyet Interesse for Krig —
den Vildes krigerske Instinkter blev paakaldte, om ikke mod virkelige, saa
mod tænkte Fjender.
1 de sidste tyve Aar har der været et andet Aarsagsmoment, som
kun tilsyneladende ligger fjernt. Naar en Lidenskab først er kaldt til
Live, kan den dirigeres mod en hvilken som helst Genstand; der er i
Virkeligheden ingen Forskel paa den Frygt, vi føler for en gal Hund og
for et truende Vaaben, mellem vort Raseri mod et Dyr, som indgyder
os Rædsel, og mod et Menneske, vi hader. Er tilmed den Genstand,
der sætter Frygt eller Had i Bevægelse, kun tænkt eller indbildt, kan
den meget let ombyttes med en anden tænkt eller indbildt.
Jeg sigter hermed til „Frelsens Hær". Allerede Navnene (Hær,
General, Oberst, Major o. s. v.) og Uniformeringen er betegnende og leder
Tanken og Følelsen hen paa en virkelig Armé, ligesom ogsaa det offi-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
