Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Ch. Nielsen: En Tale i Senatet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
674
En Tale i Senatet 674
Daddel, der føjes til Undertrykkelsen, at den Skade, der anrettes af Folk
af denne Art, i Virkeligheden kun har sekundær Betydning.
Det som kan være langt farligere er den Skade, de
hæderlige Mennesker anretter. De hæderlige Mennesker er Gud og
Hvermand. De handler snart godt, snart ondt, fordi de er Mennesker.
De er fornøjede med det gode de gør og skjuler det kun sjældent, og
med Hensyn til den Skade de kan komme tü at gøre, tager de let deres
Parti i Betragtning af deres gode Hensigter, som uden Vanskelighed skaffer
dem mægtig Lindring for Samvittigheden.
Hvorfor skulde man ikke vænne sig til det bestaaende, naar man
drager Fordel deraf og naar Æresbevisninger, Rangforordning og
Forfremmelse inden for Hierarkiet hjælper vor Selvtilfredshed saa godt med
at danne os Illusioner om os selv? Det er dette, der skete i 1870. Vi
er ikke blevet givet i Tyskernes Magt 1870 af en Bande Forrædere, af
Folk som forud havde besluttet at aabne Frankrig for Tyskerne, nej, men
af hæderlige Folk, som havde fattet den stik modsatte Beslutning.
Anbragt i bløde Lænestole, foran de offentlige Borde, arbejdede de Dag og
Nat i fuldstændig god Tro. De udstedte Cirkulærer, ligesom den
højtærede Krigsminister og højtærede Administrator, og naar de havde
gjort det, sagde de: „Vi har tjent vort Fædreland godt!" Og alle
gentog i Kor: „De har tjent deres Fædreland godt!* Indtil den Dag. hvor
der for sent blev kastet Lys over Beskaffenheden af deres Værk. Da
Marechal Leboeuf sagde: „Der mangler ikke en Bukseknap!* forstaar jeg
nok, hvad han mente. Det betød for ham: der mangler ikke et Cirkulære!"
Fra et nyt, mindre lyrisk, men ikke mindre Jint og dybt Synspunkt
end Antonios Tale i Shakespeares Julius Cæsar, er her Angrebet rettet
uskaansomt mod de hæderlige Folk. Baade for Shakespeare og for den
moderne Politiker er det Hæderlighedens Mangel paa Evne til at begribe, —
hvilket hænger sammen med dens Selvgodhed, — der er Anklagen mod den.
Men i Begrundelsen findes der unægteligt store og karakteristiske
Forskelle.-Renaissancedigteren ser det som Dværgenes taabelige Snigløb mod Kæmpen,
medens det i Senatorens Øjne afspejler sig som en overlegen og farlig
Negligeren pf den mindre pompøse og uanselige Virkelighed.
Jeg har ønsket at sammenstille disse to Tilfælde, — ikke fordi de
ydre Ligheder tvang dertil, men fordi det er en stor og sjælden
Tilfredsstillelse at kunne sammenstille dem, uden at den moderne Politikers
Ord derved synes mindre dybe end den geniale Digters.
Efter en Pause i Talen gaar han videre i Undersøgelsen af Sagens
Betydning soin moralsk Symptom i det franske Folk, og det fører ham
til Udtalelser, der ikke blot maa have virket dybt paa dem, til hvem de
var rettet, men som ved deres Evidens med større eller mindre Aktualitet
kommer til at gælde ethvert Folk. Han har i disse Slutningsord udtalt
ikke blot en aandfuld Anskuelse, men en politisk Sandhed.
,Vore Fjender siger, at vi er i Dekadence. Hvad mig angaar, véd
jeg fuldt vel, at der ikke er Tale om Dekadence med Hensyn til den
franske Intelligens. Jeg vil maaske ikke turde sige det samme med
Hensyn til Karakteren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
