Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Pavedømmet og Kulturen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pavedømmet og Kulturen
705
brødrene; dem maatte Verden finde sig i at undvære, hvis
Kirkens Eksistens virkelig (som det paastaas) var en principiel Fare
for Kulturen. Den virkelige Grund, hvorfor Kirken maa bestaa,
og hvorfor Kirkens Undergang vilde være enstydig med Kulturens
Undergang, er den, at vort hele etiske Liv hviler paa de
evangeliske Principper og netop paa disses absolutte Gyldighed. Men
denne absolutte Gyldighed af hine Principper lærer netop kun
Kirken; den er det, som fra Barn af gennemtrænger Menneskeheden
med Evangeliets Grundsætninger som med Ord af Guds egen
Mund. Naar denne Lærdom forstummede, vilde Følgerne hurtig
vise sig, og man vilde opdage, at den hele moderne, selvherlige
Kultur i Virkeligheden kun er en Funktion af Kirken.
Hvis disse Betragtninger er rigtige — og jeg kan ikke se
rettere — saa er Pavedømmet ogsaa altid af højeste social Værdi.
Pavedømmet er lige saa aktuelt nu som i det tolvte Aarhundrede
og kan lige saa lidt undværes nu som da, thi i Pavedømmet har
Verden den stedsevarende Garanti for Forkyudelsen af stadig de
samme religiøse Grundprincipper. Saa længe Rækken af gamle
Mænd paa Peters Stol nede i Rom ikke afbrydes, saa længe vil
det vedblive at lyde ud over Verden: „Jesus af Nazareth er Guds
Søn, og hvert af hans Ord har derfor guddommelig Myndighed."
Men dette er alt, hvad Verden behøver for stadig at skride fremad.
Den antikke Civilisation kendte ikke noget Fremskridt. Den
antikke Verdens Historie er Historien om et Frem-og-Tilbage, der
til sidst ender i afgjort Forfald. Fra Graccher og Catoner til
Cæsarer og Neroner er Afstanden kun kort, maalt paa Aarhundrederne,
men umaadelig, maalt med Ideens Alen. Den klassiske Kultur
løb ud i Despotiet; hele den gamle Verdens Civilisation endte,
som den var begyndt, og vendte med Elagabal og Diokletian
aabenlyst tilbage til det store, stivnede Østerland, hvorfra den var
udgaaet. Nebukadnezar, der lod sin Statue tilbede af Folket
(saaledes som skildret i Daniels Bog) indtager med de senere romerske
Cæsarer Verdensrigets Trone; Republikkens Rom forvandles til et
nyt Babylon.
Ogsaa dette nye Babylon skulde en Dag gaa til Grunde, og
dets Rige gives til de nye „Meder og Perser" — til
Folkevandringens Barbarer. Men inden Undergangen kom, havde Romerriget
omvendt sig til Evangeliet, og Cæsarernes Rom var bleven
Pavernes. I den nye barbariske Verden bliver Rom Midtpunktet for
en ny Kultur, og Middelalderens kæmpemæssige Arbejde begynder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
