Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Pavedømmet og Kulturen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
708
Pavedømmet og Kulturen 708
saa vidt, at det i Frankrig bliver Præsterne forbudt at
højtideligholde den kirkelig paabudte Fest for Gregor VII; Hoffet i Versailles
fandt, at en kongetro Gejstlighed ikke burde være med til at
fejre en Pave, hvis Kamp mod den tyske Kejser mest af alt
stemplede ham som en Oprører mod den af Gud satte Øvrighed.
Et af Kirken uafhængigt Kongedømme — det var Maalet for
Absolutismens Bestræbelser. Og inden for Absolutismens Skal
formede sig langsomt den moderne Ståt, som, da Tiden var
kommen, brød ud af Ægget. I Løbet af Middelalderens Aartusind
havde Kirken opnaaet at skabe en kristelig Verden, og denne
Verden afkaster nu Formynderskabet. Det er Striden mellem
Fædre og Sønner, som her historisk udkæmpes. Kirken havde
hidtil repræsenteret ikke blot Religionen, men ogsaa Kulturen.
Den nye Tids Særkende er, at Kulturen er bleven voksen, og at
dens Moder Kirken — som alle Mødre — har vanskeligt ved at
forstaa det, ligesom ogsaa den unge Kultur, som alle unge, har
vanskeligt ved at bevare Pieteten mod sit Ophav. Den franske
Terrorisme var en saadan kolossal Pietetsløshed. Men forud for
Terrorismen, ja forud for den hele ydre Revolution var gaaet hin
4de August 1789, hvorved den virkelige Revolution var bleven
fuldbyrdet, og som var det klareste Bevis paa, i hvor høj Grad
den absolutistiske Ståt var bleven gennemtrængt af Kirkens
Grundlærdomme. Ikke for intet havde Europa oplevet en dybtgaaende
religiøs Renaissance; man behøver blot at tænke paa, at i det
syttende Aarhundredes Frankrig var de ledende Mænd enBossuet,
en Févélon, en St. Vincent de Paul, for ikke at undres over den
hidtil i Verdenshistorien eksempelløse Selvfornægtelse, hvormed de
herskende Klasser i Frankrig hundrede Aar senere kom Tidens
Krav i Møde.
Disse Krav eksisterede ogsaa i andre Lande end Frankrig, men
intetsteds mødte de et saadant Ædelmod som hos de franske
Overklasser. Kongen gik foran med et godt Eksempel; han
afskaffede Torturen, gengav Protestanterne deres Borgerrettigheder,
sammenkaldte Stænderne for at raadslaa med dem om de
nødvendige politiske Reformer. Og Adelen og Gejstligheden fulgte
kun efter, uden Bagtanke, i ren og pur Idealisme. Med Rette
siger den engelske Sociolog Benjamin Kidd om det enestaaende
Skue, som Frankrig frembyder i Slutningen af det attende
Aarhundrede:
„Det har været almindeligt at tilskrive de herskende Klassers
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
