Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Robert Michels: De tyske Rigsdagsvalg. II. Autoritetspartierne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
721 De tyske Rigsdagsvalg
den politiske Arena blander sig med den Plebs, hvis Stemmer de
samtidig har saa megen Brug for og foragter saa meget.
Men hvad der maa berøve den i sig selv — som enhver konsekvent
gennemtænkt og med Overbevisning forfægtet Verdensanskuelse —
agtværdige Konservatisme alle veltænkendes Sympati, det er det
ufine Demagogvæsen, med hvilket dens Ideal legerer sig ved
Berøringen med det politiske Livs friske Luft. Under Umuligheden
af at vinde Vælgernes Stemmer paa deres aabent vedkendte
Verdensanskuelse — hvorledes skulde ogsaa f. Eks. den aabne
Bekendelse af den almindelige Valgrets Forkerthed kunne kapre
Stemmer? — er dens Bekendere nødte til ved Valgtider at kæmpe
med omhyggelig sammenrullede Faner. Ærkearistokraten ifører sig,
for at udnytte en demokratisk Folkeret, en demokratisk Kappe.
De samme Folk, der i Femaaret mellem to Valg fornemt
afsondrer sig som en indisk Kaste fra hele det øvrige Borgersamfund og
med en Iversyge, der er en bedre Sag værdig, overholder den
pinlige Paaagtelse af alle deres Titler og Værdigheder, gør sig paa
Valgdagen „gemene" med alle Folk og fremstiller sig i
Valgmanifesterne ikke længer som „Rittergutsbesitzer, Freiherr
von St.", men som „en Ven og Standsfælle (!) af Bønderne,
Land-vvirt von St." Men dette er endda ikke det værste. Det
konservative Parti maa i Valgtider, om det vil opnaa noget, ikke
alene teoretisk gøre den moderne Tidsaand saa mange
Indrømmelser som muligt, men ogsaa i Praksis maa det gerere sig som
et Folkeparti. Men det kan det ikke, naar det paa sin
Kandidatliste alene har Feudalherrer, gamle Officerer og højere
Embedsmænd staaende. Partiet ser sig altsaa nødsaget til at se bort fra sit
Trosdogme om de ved Fødselen udvalgte og kaldede og at tage
sin Tilflugt til nogle Kandidaturer af „simple, jævne Folk".
Saaledes har de konservative da ved det sidste Valg i 4 Valgkredse
opstillet Kandidater af den saakaldte Middelstand (Haandværkere)
og i én endogsaa en autentisk Proletar. Men — difficile est
satyram non scribere — medens Partiledelsen anbragte de rige og
adelige Kandidater i saadanne Valgkredse, hvor der enten var
absolut Sikkerhed eller i det mindste stor Sandsynlighed for Sejr,
blev de 5 af Plebs fremgaaede Kandidater opstillede i Valgkredse,
i hvilke Nederlaget var mer eller mindre sikkert at forudse.
Virkelig lykkedes det ogsaa kun en eneste af disse, Snedkermester
Pauli, i alt Fald i et Omvalg at sejre, og endda kun mod al
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
