Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Robert Michels: De tyske Rigsdagsvalg. II. Autoritetspartierne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
723 De tyske Rigsdagsvalg
Grund uholdbar, at Regeringen jo altid dannes af Feudalherrernes
Rækker og i visse Maader er at betragte som deres Komité.
Rigtigheden af denne Opfattelse bekræftes udmærket af
Regeringens Holdning under Valgene.
I de sidste Maaneder før disse ventede de saakaldte
Ordens-partier længe paa et Løsen fra Regeringen eller fra Kejseren selv,
for, udrustet dermed, at kunne gaa i Valgkamp. Nu havde jo
Wilhelm II faa Maaneder tidligere, i Anledning af Fr. Krupps
pludselige Død, igen en Gang ladet sig rive med af sit
Temperament til at holde to veritable Agitationstaler mod
Socialdemokraterne. Han havde skældt dem for Uslinge og Mordere og havde
erklæret det for umuligt, at et ærekært Menneske kunde gøre
fælles Sag med deres Bande. Til Slut havde han opfordret de
tyske Arbejdere til at afbryde al Forbindelse med
Socialdemokratiet. Dette vilde nu uden Tvivl have været en Parole, med
hvilken Ordenspartierne havde kunnet rykke i Marken. Men
disse Kejserord var som sagt allerede faldne nogle Maaneder
forud, og der var mod al Forventning — fordi mod al Sædvane —
ikke fulgt andre efter. Og det er en erfaringsmæssig
Kendsgerning, at et meget talende Menneskes Ord plejer at fremkalde
et mindre varigt Indtryk — om de end er nok saa skarpe — end
deres, der er mere sparsomme paa Ord. Wilhelm II’s Ord i
Essen og Breslau blev altsaa af Ordenspartierne betragtede som
allerede tilhørende Fortiden og ikke akcepterede som Valgparole.
Og de ventede videre.
Men Regeringen var i en berettiget Bekymring for Valgenes
Udfald. Den følte instinktmæssig, at der i de sidste Maaneder
før Valget var foregaaet en Række Ting, som hvilede tungt paa
den selv og dens Tilhængere og som i Folkets brede Lag havde
fremkaldt et Ekko af Forargelse. Arbejderne raabte højt op over
Fordyrelsen af alle Levnedsmidler, hvis Offer de vilde blive, og
var desuden oprørte over den brutale Maade, paa hvilken deres
Repræsentanter paa Rigsdagen var bleven behandlede.
„Patrioterne" følte sig saarede i deres helligste Følelser, fordi Kejseren
ikke alene havde desavoueret deres elskede Boer, men, hvad der
vejede endnu mere til, sine Undersaatters boerofile Komitéer. De
engelskfjendtlige Pangermanister surmulede over Wilhelms II’s
ostentative Tilnærmelsesforsøg til det af dem saa inderlig forhadte
Albion. De liberale Elementer i Folket var misfornøjede med
Regeringen, fordi dens højeste Indehaver aldrig gjorde Brug af sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
