Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Swane: Vers - Maanen stod paa Himlen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vers
731
MAANEN STOD PAA HIMLEN -
Maanen stod paa Himlen
i gylden Glans bag Blades Hang,
og tusind tyste Stjerner
af Nattens Blaa udsprang.
Et Digt i Hjertet vaagned,
en Drøm i Rytmers bløde Takt,
og al min Fryd og Glæde,
min Sorg deri var lagt.
Min Ven stod hos og liørte,
hans Hjerte aabned sig for mit,
som Maaneglansen skælved,
det skælved tungl og blidt.
Men då jeg Morgnen efter
fra Døren ud mod Gaden gik,
der laa en fattig Fremmed
med dødt og brustent Blik.
Engang, maaske, en Fremmed.
Men nu, den Nat, forladt, i Nød,
den Nat han var min Broder,
og nu, nu er han død.
Da for min Dør han døde,
den Nat vor Gang blev fælles Gang.
Den Nat han i mit Hjerte
en Broders Plads sig tvang.
Og ser jeg nu mod Maanen,
og lytter jeg til Rytmens Dans,
hans Blik bag alt jeg møder
med brudt og brusten Glans.
Og naar min Ven jeg møder,
og mod hans Blik mit Øje gaar,
imellem os den anden
med Dødens Tavshed staar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
