Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mogens Falck: Menneskene. Uro. Mit Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
734
Vers
. . Iaften vil jeg vente til hun kommer;
— saa spørger jeg om noget, hun besvarer;
saa hører jeg det alt paa hendes Stemme,
fordi hun meget, altfor meget svarer;
— hun spørger ej, om jeg har været længe hjemme. — —
Jeg tror, at hun er hjemme om en Time —
jeg tar en Bog og vil en Time glemme . . .
jeg finder paa Reolen én, som duer. — —
. . Nu sidder hun hos ham . . hun sidder i hans Stuer
og fylder dem med Klangen af sin Stemme.
Jeg tar den Bog, som hun har glemt paa Bordet.
— Jeg ved jo, hvor han bor, om jeg vil hente — —
Nej, jeg kan ikke læse her iaften,
og jeg tør ikke tænke — bare vente.
MIT HUS -
Der er en, som jeg altid har syndet imod,
— mine Løfter saa fattigt jeg holdt,
Hvad hjælper den Anger, som gaar i mit Blod,
nu mit Hus er forladt,
og mit Hjerte er angstfuldt og koldt.
I mit Hus sad der en ved det dækkede Bord,
naar det drev imod Aften og Nat.
Hun har mødt mig saa til med bebrejdende Ord . . .
End jeg loved — jeg gik . . .
Nu har hun rejst sig! — Mit Hus er forladt.
. . Det er Aften igen, og min Stue er tom
— fra et Hjem underneden Musik — —
Hvor gik jeg saa ofte. naar Aftenen kom?
Hvorfor sveg ogsaa hun — —
Hvorfor elsked hun mig. saa hun gik!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
