Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Eduard Larsen: Landstinget under Parlamentarismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
770
Landstinget under Parlamentarismén
Der er da kun den tredje og sidste Vej tilbage. Det er den
at svække Landstingets Indflydelse paa Lovgivningsmagten,
saaledes at det netop ikke faar Mulighed for at gøre sig gældende
gennem Kompromisser. Vejen er da den, at den hele Lovgivning
i det store og hele forelægges Folketinget. Dette gennemarbejder
da sammen med Ministeriet Lovene til en saa fuldkommen
(Venstre-)Form som muligt. Derefter sendes de til Landstinget
saaledes, at det af hele Lovens Behandling og Indhold fremgaar, at
man ikke venter at se denne Lov igen, men at se den enten antaget
eller forkastet Til hin Tid har altsaa enhver Lov to Sider: 1) det
Indhold, der skal gennemføres, 2) den formelle Stilling, at den
kan bruges til at trænge Landstinget tilbage. Herimod har
Landstinget to Midler. Først Brugen af det private Initiativ; hvor lidet
vægtigt det er, véd enhver blot lidt politisk Kyndig. Dernæst en
stor Sagkyndighed og saglig Dygtighed. Udfolder Landstinget en
saadan, og indfører det væsentlige Forbedringer ved Lovene, saa
vil dets Indflydelse naturnødvendigt vokse. Derfor maa Lovene
fremgaa af Folketinget i fortrinlig Skikkelse. Skal den
parlamentariske Styreform føres til sit rette Maal, saa er det derfor en
Konsekvens, at Landets bedste Kræfter maa finde Plads i Folketinget.
Men er da denne Vej ført igennem med Kraft og Dygtighed,
og har Landstinget søgt at hævde sin Ligeberettigelse ved atter
og atter at bringe Lovene til at strande, om ikke ved rene
Forkastelser, saa ved Forsøg paa Kompromisser, som det vidste paa
Forhaand var udelukkede, saa vil lidt efter lidt Uviljen over den
almindelige Standsning af Lovgivningen samle sig over
Landstinget. Og saa vil det en skøn Dag blive nødt til at bøje sig;
der vil komme en ny 23. Juli 1901, blot fordi en jævn, sund Sans
vil finde det naturligt, at naar man en Gang har givet en vis
Regel, for hvem der skal regere, saa maa der ogsaa regeres uden
at det hele synker ned i Vrøvlet. Saa har Grundloven naaet det
sidste Skridt i sin Udvikling. Og som i 1901 saa ogsaa til den
Tid, uden at der er skreven om paa den.
Og til den Tid vil Højre og Landstinget, kort sagt de
konservative Magter, ogsaa blive tilfredse. Thi: betyder hele denne
Udvikling til syvende og sidst, at de konservative Garantier
undergraves paa samfundsfarlig Maade? Slet ikke — hvis man kun
ikke forveksler konservative Interesser med visse Klasseinteresser;
eller hvis man ikke glider over i en ny politisk Betragtning, der
synes at dæmre under Indflydelse af Fagforeningsbevægelsen: at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
