Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Theodor Bierfreund: Muslingskallen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Muslingskallen
779
drømme svinde bort over de fjerne Bjerge. Nu er det Kejser
Wilhelm II’s Sommerresidens. Hvor betegnende!
Der er ikke blot stor Skønhed over dette vel beregnede,
storstilede Anlæg; men der er Stil, fordi det er et virkelig fast formet
Udtryk for en Tids Tanker. Og se saa Kejser Wilhelm II’s
Vinterresidens, Berlin. Her er det ikke Fyrsten, men Militæret,
Krigsmagten, der giver Byen Præg. Man finde Spreestaden
tiltrækkende eller frastødende; ét er der i alt Fald, man kan blive
enig om: der er Stil over Byen. Dog, en Stil, der er ved at
blive brudt. Thi der kæmpes en voldsom Kamp mellem
forskellige Retninger, modsatte Livsanskuelser i det tyske Riges
Hovedstad. Kejseren og den militære Aand har endnu Overmagten.
Ingen Sporvogn maa køre tværs over Unter den Linden — det
kunde gribe forstyrrende ind i de militære Skuespil. Kejseren
skal jo have sagt til Københavns Raadhus’ Bygmester: „Jeg har
ikke et saadant Raadhus i Berlin." Det skulde sikkert opfattes
som en Kompliment. Men der laa mere deri. Kongen af Preussen
opfatter endnu Berlin som sin By, og det forbavsende lille og
tarvelige Raadhus er egentlig et godt Udtryk for den Tanke. Den
store By er jo ingen mægtig Kommune, og Kejseren bryder sig
næppe om at skaffe den et Raadhus, der kan kappes med hans
Slot. Han har derimod skænket Byen en Siegesallé, en teatralsk
Forherligelse af Hohenzollerne. Tanken er pompøs, ja kejserlig.
Men Kejseren er et Barn af vor Tid. Tvende stærke Magter strides
om hans Sind. Derfor har de fleste af disse gamle Hærførere
faaet to Aandsheroer fra deres Tid til Relief. Stilen i denne
Op-marchering er brudt. Men den sidste Opstilling, Wilhelm I, har
til Baggrund Bismarck og Moltke, alle tre i Uniform. Der er Stil
derover, thi der var Stil over de tre Mænd. De var hver skaaret
ud af ét Stykke, hver en fast Enhed; og disse tre Enheder bøjede
sig sammen til en Helhed, der blev til Kunst og skabte et
Kunstværk, det tyske Rige. Thi Kunst er Enhed, Fasthed, Helhed.
Wilhelm II har bygget en Domkirke, der er en Rædsel af Grimhed,
fordi den er ganske stilløs, Godtkøbsefterligning af svundne Tiders
Kunst, som den er, uden Forbindelse med Byen, uden
Imødekommen af noget Tidskrav.
Det er saadanne Krav, Kunsten skal bøje sig ind under,
forme sig efter. Og den har gjort det til alle Tider, undtagen
maaske i det hele nittende Aarhundrede. Dette har været
Mu-sæernes Aarhundrede. Alt, hvad alle Tider og alle Lande havde
rio*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
