Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thit Jensen: Ane Marie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ane Marie
795
Der gik en hærgende Difteritis-Epidemi over Himmerland. Der
døde mange, ogsaa voksne. I en Gaard døde 5 Børn — alle
dem, der var — i Løbet af en Uge. Næsten hver Dag skar en
nyhvæsset Spade et Grav ned i den golde Kirkegaardsjord, og en Tue
blev smidt et Par Alen bort. Det stride, halvvisne Græs kom
underst, overskaarne Rødder med friske, hvide Saar øverst. Flere
og flere Tuer, flere og flere Munde aabnede den fattige
Himmer-landsjord og tog mod den ene tarvelige, sorte Kiste efter den anden.
Lidt efter lidt kom saa det stride, kummerligt ernærede Græs
øverst igen.
Ane Maries Datter, den gulkrøllede Karen, blev syg om
Søndagen og døde Onsdag. Torsdag døde begge Drengene.
Med stumme, forbavsede Øjne saa’ Ane Marie paa Kisterne,
der kom i én Grav. Pastor Gudum talte først i Vendelbogaardens
Storstue, siden paa Kirkegaarden. Hans djærve Ord var henvendte
til Ane Maries forhærdede Sjæl. Hvis var Skylden, hvorför de
smaa Børn maatte dø saa tidligt? Hendes! Ane Maries! Fordi hun
havde forsømt Naadens Tid og trodset Herren! Og de smaa,
uskyldige Bøm klagede nu fra Helvede: „Mor, Mor, hvorfor gjorde
du os dette? „For der staar skrevet, at Forældres Synd hjemsøges
paa Børnene ...
Ane Maries Øjne blev store i Undren og Skræk, men hun
græd ikke. Præsten slyngede hende i Ansigtet, at end ikke hendes
Børns Jammerraab fra Helvede vilde være i Stand til at vække
hende af hendes Synds Søvn. Ane Marie græd stadig ikke, men
der tændtes en Funke i hendes Øjne, og den Funke kom altid
igen, hver Gang hun hørte Præstens Navn eller Stemme. Den
mindede om det lumske Udtryk i et Dyrs Øjne, naar det har
fattet Nag til én bestemt.
Ane Marie gik om Dagene i sine Stuer, som gik hun i Søvne.
Alle hendes Tanker var ved de døde Børn, hun saa’ dem ligge i
Kisterne, saa mørkgustne og stille med de smaa spidse Næser og
de tavse Munde, og det kriblede i hendes Fingre af Trang til at
grave dem op — se efter, om de laa der endnu, lige kolde og
lige træhaarde.
Hver eneste Skumring, naar hendes Hus var beskikket, hver
eneste Middag, naar de andre sov Middagssøvn, var hun paa
Kirkegaarden. „A tykkes, de smaa Kravl ligger oghvæller," sagde
hun til Pogefrøkenen, naar hun mødte denne paa hendes Aftentur
51*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
