Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. Gundel: Breve fra I. C. Hauch til L. Bødtcher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Breve fra 1. C. Hauch til L. Bødtcher
841
svare Borgen, løber ind i sin Kiærestes Stue; der var ikke Stedet, hvor
han burde findes, naar hans tilkommende Svigerfaders Borg truedes med
Overfald og Brand. Heller ikke forstaar jeg, hvorledes Stig saa ligegyldig
kan see paa, at hans dadleværdige Leg med dæmoniske Kræfter styrter et
elskværdigt Væsen i Undergang. Ved denne Hierteløshed maa han
nødvendig tabe i Interesse. Her kunde det catholske Aç^arat have hjulpet,
Siælemesser, Vandringer til Helgeners Grave o. s. v. Ligeledes havde det
hjulpet en Deel, hvis Regisse havde været kiækkere, hvis hun havde gaaet
til Faderen og havde talt Børnenes Sag, thi derved var den dobbelte
Spænding fremkommen, som Tragedien søger. Hvis der nu tillige havde
været en Blanding af opblussende Heftighed forenet med paafølgende
Eftergivenhed i Faderens Charakter, da vilde det tragiske Spil endnu være
blevet mere levende. Spøgelset taler i Begyndelsen meget længe. Var
det istedenfor kommet ganske stille, havde ikke sagt et Ord, men kun
syslet med Børnene, da havde det giort en ganske anden Virkning, naar
det havde taget til Orde, som en Hevnens Engel, i Slutningen. Børnenes
Skiæbne vedbliver endelig at være uvis, thi selv en Aand fra en anden
Verden forbedrer neppe et stedmoderligt Hierte, derfor hedder det ogsaa
smukt i den gamle Vise: „Hver Gang de hørte Hundene tude, da gave
de Børnene 01 og Brød." Her er kun Tale om Frygt, men ei om
Forbedring. Min Mening om denne Tragedie er da, at den indeholder store
Skiønheder, men ogsaa betydelige Feil.
Andersens lille Havfrue har jeg læst med Fornøielse, det vigtigste,
jeg derimod har at indvende, er, at en Havfrue, der føler saaledes,
allerede havde Siæl i Forvejen, og ei behøvede at erhverve den. I Fouqué’s
„Undine* er Modsætningen mellem den stormende, sig selvadsplittende
Livsfylde, der ligesom Havskummet mangler Centrum, og den derpaa
nedslaaende guddommelige Funke fra en høiere Verden meget sandere tænkt,
og derfor skiønnere. Andersen er for Resten et Menneske, i hvis Bryst
der slaaer et virkeligt Digterhierte, og der, hvis han blot ganske aflægger
sin Ungdoms Ledeløshed og vorder en Mand, kan præstere noget
Udmærket; og meget har han jo allerede skienket os.
En anden Person, som jeg vil bede Dem at lægge Mærke til, er
Carl Bagger, læs endelig hans: „Min Broders Levnet*. Der er første
Glimt af Genie deri, men desværre kun af et halvfordærvet Genie. Han
skildrer Lastens Afkroge som et Øjenvidne fortræffeligt, men saa at man
maa gyse derved. Det forekommer mig, som han havde giort alle
Experimentere, han beskriver, paa sig selv i Forveien. En saadan Aand
kan dog ikke mangle Kraft og maa kunne rive sig løs fra de forpestede
Steder; hvis han da blot vil bevæge sig i ædlere, høiere Kredse, maa
han kunne skildre dem ligesaa godt som hine.
Udatertt Brev.
–Tiden forandrer rigtignok Meget, og jeg giorde desværre alt ved
min Hiemkomst til Danmark den Erfaring, at de, jeg havde forladt som
varme Venner, vare blevne kolde Bekjendte, at Mange af dem, der havde
været begeistrede for hvad jeg ansaae for Vigtigt og Skiønt, vare gangne over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
