Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. Gundel: Breve fra I. C. Hauch til L. Bødtcher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Breve fra 1. C. Hauch til L. Bødtcher
843
samme vemodige Følelser som Correggio sige: Nu vil jeg male Potter mit
øvrige Liv1), thi Pottemagerarbejde skattes hos os langt meer, end
virkelige Malerier. For Resten er Skylden (jeg vil ikke sige Feilen) tildeels
min egen, thi jeg forstod ikke at være en Talleyrand i Poesien, og større
Digtere, end jeg, have maattet lide, fordi de manglede denne Evne.–
12. Die. 1859.
Jeg har ventet med at svare paa Deres venlige Brev til nu, for at
jeg kunde have den Fornøielse at sende Dem medfølgende Bog,
rimeligvis det sidste Digterarbeide af større Omfang, jeg i dette Liv skriver.
Naar man er 70 Aar, skal man ikke længere heile til den unge Muses
Gunst, og saa gammel bliver jeg d: 12 Mai 1800. Denne Digtning var
rigtignok først anlagt og nylig begyndt, dengang jeg modtog Deres Brev.
Det var et Arbeide, som jeg maatte skrive før Enden af min Bane; selv
under min Theaterbestyrelse skrev jeg derpaa og fuldendte en Trediedel
deraf, ligesom Sommerfuglen, der maa lægge sine Æg, selv naar
Insekt-naalen sidder i dens Ryg. Da dette Værk — skjøndt i andre Henseender
saa høist forskjelligt — dog med Hensyn til den historisk strenge Stiil
minder om Tiberius, der blev skreven under Samlivet med Dem i Rom,
saa synes mig, at De bør have det fra min Haand, i det mindste som
et Minde, naar jeg, som vel snart vil skee, faar mit Reisepas og vandrer
herfra. — Gud skjenke Dem megen Glæde endnu i Livets Efteraar. Hvad
mig angaaer, saa ønsker jeg blot Tilladelse til at ende mit Liv i Fred,
uden at overvældes med al formegen Haan og Bitterhed af Recensenter
og Kammeraderier, naar nu denne Bog kommer ud. Gud skal vide, jeg
har hidtil ikke været for godt vant, men det faaer nu gaae, som det kan,
ethvert Digterliv er jo tillige et Martyrium, og det gaar mig maaske ikke
værre end saamangen Anden, skjøndt det, da jeg har temmelig sensible
Nerver, ofte synes mig saa. Skulde Deres Vei engang føre Dem her
forbi, naar Foraaret kommer, saa vilde det være mig en stor Glæde at
see Dem.
14. Mai mo.
Jeg takker Dem ret af Hjertet for det særdeles smukke og
følelsesfulde Digt, De med Hensyn til mig og min Digtervirksomhed har skrevet.
Uden Hensyn til mig selv, og hvis det havde været skrevet til en anden,
vilde jeg dog have fundet det meget smukt, men nu glæder det mig
dobbelt. Det er mig en stor Tilfredsstillelse, at jeg fra en Mand, som
De er, der har et saa aabent Øje for det Skjønne og der staar udenfor
alle Partier, har modtaget et saadant Vidnesbyrd, som De deri giver mig.
Jeg har nu saa omtrent naaet Enden af min Bane ikke blot som Digter,
men og som Menneske. Ret længe venter jeg ikke at leve, og kun for
min Families Skyld kan jeg ønske det; hvad mig selv angaaer derimod,
saa er jeg beredt, og naar Tegnet til Afreise bliver givet, skal jeg for
mit Vedkommende Intet have derimod. Noget større Digt skriver jeg
neppe meer. Naar man er halvfjerdsindstyve Aar gammel, da kan man
l) Oehlenschläger „Corre^io", 3. Akt. ’) vistnok „Charles <le la Bussiére’’.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
