Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Poul Levin: Jonas Lie og hans Læsere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
852
Jonas Lie og hans Læsere
blaa Dunst. Det er kønt og ophøjet — men det foregaar saa
langt borte, at det bliver forunderligt smaat. Det er ikke
underligt, at det i de moderne Samfund, hvor Mændene arbejder saa
anspændt og under en knugende Konkurrence, er blevet
Kvinderne, hos hvem Poesien finder Støtte og gennem hvem den
udbredes. Naar engang Kvinderne helt er blevet Mændene jævnbyrdige
i det daglige Arbejde, vil det være forbi med Poesien — der vil
ingen være til at læse den. Og overalt vil Digteren møde det
Hovmod, der saa ofte driver ham til i sin Digtning at hævne sig
paa den praktiske Mand og hans korte, overmodige Dom om de
Værdier, han foragter, fordi han aldrig har beskæftiget sig med dem.
Det er Lies store Kunst, at han just faar disse Mænd i Tale,
hvirvler dem rundt i Forhold, de kender, for saa midt i
Forretnings-larmen at hviske de Ord til dem, der for ham er de afgørende, de
Ord, der allerede stod i hans første Brev til Hegel, om den ideale
Grund for Samlivet midt i Nutids-Spidsborgerlivet. Og dette ideale
Krav er atter af en saadan Art, at det ikke behøver mange
Grublerier for at forstaas. Det er saa simpelt, at det næsten ingen Ord
behøver, det ligger i et Haandtryk eller blot i en Tavshed, i
hvilken Mands og Hustrus Tanker mødes. „Sandelig, der skal mere
end en lunken Kærlighed til for at gennemføre et Samliv, saa det
bliver en levende Udvikling. Det er en hel Hjertets og
Forstandens Kunst." Hvor jævnt det lyder, og hvor mægtigt det er.
Det er, som brænder disse Ord gennem alt, hvad Lie har skrevet
Der kommer et Øjeblik, da alle disse Mennesker, der er løbet ud
og ind og har fyldt Luften med deres hastige Ord, pludselig tier
og der lyder som en Dom: lunken Kærlighed, eller det klinger
som en Forjættelse: levende Udvikling. Den lunkne Kærlighed,
det er den, som gør Hustruen til det jagede Vildt, der enten
bryder ud eller ogsaa løber sig dødtræt gennem Hverdagslivets
Trælsomheder for at finde det Hjem, hun savner, eller paa den anden
Side er det den, som gør Manden ensom, murer ham inde paa
Kontoret, gør ham bitter, naar Bekymringerne komme og fremmed
i sine egne Stuer. Den forjagede Hustru eller den forkuede
Ægtemand eller den totale Ruin af Samlivet, det er den lunkne
Kærligheds Resultater. Hvad er da denne Modvægt: den levende
Udvikling? Det simpleste af alt. Den er først det, at Manden
vinder sin Elskede frit og uden Hensyn, og at hun bevarer sig selv,
sin Stolthed, naar hun har mødt den, hun vil følge. Det er som
en Kamp mellem to Fjender, naar de unge mødes hos Lie. Al
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
