Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Poul Levin: Jonas Lie og hans Læsere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
857 Jonas Lie og hans Læsere
alle hans Bøger til at dirre og skælve. Han var 37 Aar, da han
skrev sin første Bog, han havde bag sig Barndommen i det
nordlige Norge paa Landet og i Kystbyer, saa et bevæget Handelsliv,
endelig et Hjem, der havde bevaret ham i det Øjeblik, da alt
syntes knust, paa dette blev han Digter, og der var ikke Plads til
andet. Hvad man kan finde som Styrken og Svagheden i Lies
Produktion har sin Forklaring i den Maade, paa hvilken han blev Digter.
Han blev ikke Digter, fordi han var et Geni i aldrig standset
Udvikling og Opgør, han er blevet det, fordi han har følt sammen
med de mange, husket med saa sjælden en Skarphed og tilsidst
lært at skrive bedre end de fleste. Saa lidt af den store Ensomme
var Lie som Digter, at han har kunnet tage Hjælp af en anden.
Man kunde ikke tænke sig to om at skrive Ibsens Værker, men
det forbavser i Grimden ikke, naar man hører om Samarbejdet
mellem Lie og hans Hustru. Hvorfor ikke? Det afgørende har
de oplevet sammen, deres Erindringer er de samme, det Hjem,
de vil grunde igennem de forskellige Værker, er jo en Afglans af
deres eget.
Man mærker Kvinden bag Lies Bøger ikke blot i alle de
husmoderlige Kundskaber fra Køkken og Spisekammer, i alle disse
Pottekiggerier og intime Smaating om Symaskiner og Kjoleliv, der
sprættes op og ries til, men i Grundtonen, i Realiteterne som i
Sværmeriet eller i Dommen — ingen er grum mod Kvinder som
Kvinderne selv. »Hun kunde visseligen gærne, uden at der skete
noget uberettiget Tiltag haft sit Navn som Medarbejder paa
Titelbladet. Det laa imidlertid ikke for en Frue fra vor Tid at tage
sin ærlige Plads i Offentligheden —saaledes skriver Lie selvom
dette Forhold. Den sidste Del af denne Udtalelse er meget karakteristisk.
Den stammer fra 1893 og lyder, som var den dikteret i Pennen
af den nordiske Digtnings an<}en Thomasine. „Vor Tid" er for
Lie ikke den, hvor Kvinden baade ude og hjemme hos os er i
Færd med at erobre den hele Litteratur, „vor Tid" er for ham
ikke den, hvor Kvinden stolt sætter sit Navn under det, der er
hendes, „vor Tid" — den ligger Aartier tilbage, i de svundne
Dage, i hvilke Lies Romaner blev til, og hvor de foregaa.
Men netop fordi Lies Kunst er Erindringens, varede det længe,
inden han fandt sin Form. Han maatte have Begivenhederne og
Menneskene paa Afstand for at kunne skildre dem. Han begynder
med at tage Formen som noget rent ydre, det gælder blot om at
fortælle løs, — hans Medarbejder klipper trøstigt ud af de altfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
