Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Poul Levin: Jonas Lie og hans Læsere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
859 Jonas Lie og hans Læsere
hører til og længe er ventet. Man begynder ikke med at
præsentere hinanden, Bekendtskabet forudsættes. Digteren har jo heller
ikke stiftet Bekendtskab med disse Mennesker, han kender dem
nu engang, hans Erindringer viser ham dem helt, saadan som de
var og som de blev. Al den tunge Beskrivelse, der har knuget
Naturalismen til Jorden, er strøget ud af Lies Bøger og flyttet
over i Samtalerne og i de smaa Sætninger, der knytter de enkelte
Afsnit sammen. Det vil med andre Ord sige, at Digteren oplever
disse Bøger, medens han skriver dem. Han kan ikke give sig Tid
til at forklare; medens han skulde forme denne Forlaring vilde
Mennesket her have snakket sig frem til noget helt nyt, han er
jo et Hverdagsmenneske, der ikke siger lutter overvejede Ord men
som lader sin Tanke snuble sig frem, som den kan bedst. Man
kunde heraf fristes til at tro, at Lie maatte være Dramatiker, og
han har da ogsaa selv et Par Gange ladet sig forlede til at skrive
Skuespil. Det er aldrig lykkedes og kunde aldrig lykkes. Thi
hvad Lie kan give er det Virkelige i al dets urolige
Mangfoldighed, og hvad Scenen fordrer er det Virkelige sammentrængt i den
faste Enkelthed. Lie maa have Plads, et helt Hus, en hel By, et
helt Distrikt; Teatret giver ham tre Vægge og et snævert Rum
— hvad skal han med det? Derfor gaar Personerne i Lies
Skuespil saa underlig trykkede omkring, dumper ud og ind og kender
ikke sig selv, og Slutningen kommer ganske umotiveret. Men slaar
man op paa Maa og Faa i Romanerne, da danser Ordene
lyslevende imod En. „Tor, Gaardhunden gøede og glefsede og
udstødte alskens voldsomme Strubelyd. Det var Kjeld, som med
lystige Tilraab lod den hoppe over Stokken og over sig selv,
medens han skyndte sig opover mod Trappen. Der tog han Massi
om Livet og kastede hende foran sig ind i Stuen." Der er
allerede i disse Linjer mere Handling, mere skiftende Liv end nogen
Scene kan gengive. Og nu tænke man paa den ulykkelige
Skuespiller, som skulde prøve paa at gengive Fortsættelsen: „Finsland,
De her? — Godkvæld ... alt støvet op Endre. — Digternæsen
er fin den . . . Synger I? ... Aa jo, ikke for det, vi har s’gu
fin Næse nogen hver i Bygden — —. Snyde mig, skal ikke den
staa tidlig op, som lurer os, hi hi hi —. Genialitet, sér De, Digter,
er saa mangeslags . . . Der gives den, som ikke skriver Vers
ogsaa . . . Naa, Minka, spil noget mageløst, — saa danser Schultiess
og jeg —. Nej alvorlig, saa synger Endre noget som duer . . .
De skulde set ham gi Hamlet i Formiddag, Digter, det var s’gu til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
