Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl Madsen: Kunstforeningens svenske Udstilling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
866 Kunstforeningens svenske Udstilling
foruden at være dejligt malte sande Vidundere af rammende
Karakterskildring. Det er Individer og det er Typer, ægte svensk
Almue, som svensk Almue aldrig før er bleven set, forstaaet og
malet af nogen Maler.
Mange, der ikke forud kendte Prins Eugens Billeder, har
rimeligvis tænkt sig, at han som flere kongelige Personer dyrkede
Malerkunsten i ledige Stunder og at den Ros, der lød om hans
Arbejder, ikke var af større Vægt end den Smiger, der overalt
tiljubler Dilettantisme fra kongelige Hænder. Udstillingen vil da have
bragt dem en stor Overraskelse. Hvilket Navn der end stod paa
hans Billeder, vilde deres Værdi vække Opmærksomhed og vinde
Paaskønnelse. Han er en ægte, en virkelig Kunstner. Paa en
Udstilling i Malmø for en Del Aar siden var Billedet af den store
Sky bag det gamle Slot med det røde Tag og de hvide Mure efter
mit Skøn det bedste og betydeligste blandt Udstillingens
Landskaber. Men trods den gode Opfattelse af Motivet er det alligevel
ikke et af Malerens bedste; Farven, især i de violette Skyer nær
Horisonten, er rigelig stærk. Langt smukkere er ikke blot det tidligere,
mildt og fintstemte Billede af Foraarsaftenen med Anemonerne i
Græsset og den hvide Birkestamme mod den lyse Luft, men ogsaa
de senere Sommernatsbilleder, Tegningerne, det store
Aftenlandskab, hvor Skyerne driver uroligt over Solnedgangsskærets lysende
Bræmme, medens Skumringen breder sig i de tavse Lunde om det
stille Vand. Farveholdningen i disse Billeder er hel og smuk. Dog
mest indtager de ved deres Sjælfuldhed, deres intensive poetiske
Stemning, deres følsomme Naturkærlighed, deres Præg af blødt og
drømmende Vemod.
Mere lidenskabeligt end vore adstadige Landskabsmalere søger
de svenske at indfange Stemningskraft og Farvefylde. Med næsten
overdreven Energi er Stemningen udtalt i flere af Axel Sjöbergs
Billeder, i Skildringen af de Fattigfolk, der tungt drager Ploven
paa de yderste Skær, og især i et Par Landskaber med
Vinteruhygge og isnende Kulde. Uendeligt fjernt fra vore Maleres ofte
overdrevne Sirlighed er Herman Norrmanns grovt murede og
klistrede Farvebehandling. Den skræmmer langt bort, men
kommer man i rette Afstand, viser der sig at være endog overmaade
megen Sødme og Mildhed i Farve og i Stemning i Billederne af
Fyrreskoven og af Majaftenen, hvis Maane spejler sig i Aaen.
Landskabet med „skiftende Belysning" kommer da til at se ud
som en interessant Mosaik eller Emaille paa Sølvgrund. Om muligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
