Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Deposits
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
878
Deposita
let Element. Men den Tid kommer, da I og de ikke skal
flyde eller dirre mere, men ligesom andre Skabninger maa bruge
jeres Lemmer til at svømme eller kravle, som det nu kan falde
sig. Det kommer da i høj Grad an paa, hvad det bliver til.
For jert Vedkommende er det foreløbig klart nok: I skal blive
Studenter.
Det er atter godt Latin, det Ord: Student, og bedre end det
romerske Studiosus, der gør et sygeligt Indtryk, vistnok fordi det
har en mat og bedrøvelig Rytme. Student! hvor muntert det
lyder! Det er en Jambe, og Jamben er Sprogets Fremskridtstakt.
De allerfleste Stands- og Stillingsnavne i vort Sprog, fra Skrædder
til Professor, er i den dalende Rytme — de gaar nedad. Men
Student gaar opad eller fremad ligesom Soldat, støt, taktfast: en,
to, en, to. Naar I derfor hører Signalerne fra de to store Hære,
der sørger for Musikken her i Landet, og som ogsaa vil regulere
jeres Maade at gaa paa: fra den ene Side Konservativ! —en
umulig Marsjrytme, et Skridt frem og to tilbage — fra den anden
Radikal — en Hopsatakt, hvori der bestandig skal trædes om —
saa gaa I kun trøstig fremad i Kraft af Jamben i jert Navn og Balancen
i Senioratet Godskesen, uden at træde om eller sakke bagefter.
Student er da ogsaa et mere solidt Ord end det flygtige Rus,
der er tændt paa en Studs og gaar ud som et Blus. Og det er
ikke derfor mindre rigt, netop fremtidsrigt. Rus har Fremtiden for
sig, Student har Fremtiden i sig. Fordi det nemlig er Nutiden.
Det er som bekendt Præsens Participium. Det er Præsens, thi en
Student er præsent. Det vil sige: han lever i Nutiden; hvad han
saa ogsaa studerer og hvor langt han søger tilbage, vil han sætte
det alt i Forhold til den Tid, han lever i. En Studiosus kan læse
for Bøgernes Skyld, en Student læser for Livets. Det er
Participium, thi alle Studenter er Participienter. Det vil sige: de tager
Del, de fører ikke an. Det gør de, der er færdige. Men I
Studenter er netop ikke færdige. En Kandidat er parat — om ikke til
andet, saa til at søge Embede. Det er tidt en kummerlig
Erstatning for at have været med til at søge noget andet. Vær glad
over, at I endnu er i den deltagende Nutid, og vogt jer for det
sørgelige Perfektum Participium: at have taget Del, men nu ikke at
gøre det mere. Derfor gav Sproget jer sin bedste Plads, ikke i
den myndige og toneangivende Indikativ, endnu mindre i den
romantiske og selvopgivende Konjunktiv eller den af Guder og Menne-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
