Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gudmund Schütte: Imperialisme og Kosmopolitisme - II. Den moderne Nationalismes Teori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
887 Imperialisme og Kosmopolitisme
tyske Bekendte paa Smilebaandet ad min Interesse for Altyskeme
og forsikrer mig, at i de ledende Kredse er der ikke en Sjæl, der
tager disse Herrer alvorligt, men det er mig ingen afgjort Garanti.
Naar man betænker, hvorledes de nationale fra fuldstændig
Magtesløshed svang sig op til omkring Midten af d. 19. Aarh. at vælte
hele den tyske Fyrstemagt over Ende, saa kan man ikke bestride
Muligheden af, at det 20. Aarh. vil komme til . at opleve lignende
Omvæltninger. Og i hvert Fald kan jeg ikke se andet, end at
store Befolkningslag, der ikke regner sig til den yderliggaaende
Side, ikke desto mindre uden at vide og ville det gennemsyres mer
eller mindre fuldstændigt af de Synsmaader, der udgaar fra den.
Hvem vil nægte, at selveste Kejser Wilhelm har en Rem af Huden,
og han maa dog siges at være ret toneangivende.
Den imperialistiske Nationalisme, som den dyrkes af Nutidens
Altyskere, har som bekendt to Hovedsider, en indre og en ydre:
1) Tyskerne skal have Nationalitetsprincippet opfyldt for deres eget
Vedkommende. 2) De andre Nationer kan ikke kræve
Nationalitetsprincippet opfyldt, men faar til Gengæld Lov til at nyde godt
af den tyske Kulturmission.
Ifølge 1 har Tyskerne Ret til at befri alle undertrykte tyske
Stammer og samle dem og de andre adskilte tyske Samfund til en
Nationalstat. Dette er en hellig Ret, thi Tyskerne er det udvalgte
Folk, og denne Udvalgthed maa plejes til Gavn for Tyskerne selv
og hele Verden.
Jfr. Bogumil Goltz, Die Deutschen. Berlin 1860. I, 14: Ud af
Tyskernes Midte »tager Guddommen Menneskeslægtens Opdragere, Profeter,
Reformatorer, Filosoffer og Digtere". „Det har ingen Nød med den
tyske Race, den kan og bør saa lidet gaa til Grunde, som Religionen,
Fornuften og Naturen. Gives der en Verdensøkonomi, et guddommeligt
Forsyn, et Menneskehedens Fremskridt, en voksende Humanitet, saa vil
der ogsaa gives en tysk Race til Verdens Ende". „Det tyske Menneske
skal og kan være alle andre Nationers Opdrager, fordi han forener alle
andre Folkeslags Kræfter, Talenter og Intentioner i sig, fordi han alene
i Massen af alle Nationer formaar at være maadeholden, oprigtig, billig,
objektiv og selvfornægtende, fordi han besidder del sublimeste og reelleste
Organ for Ret og Sandhed, for Sædelighed, Skamfølelse og Retfærdighed*
(den samme I, 254).
Vilmar, som har skrevet den mest læste tyske Litteraturhistorie (23.
Oplag), siger S. 4: „Kaldet til Evangeliets Bærer har det tyske Folk aldrig
fundet Behag i ensidig Afsluttethed. hovmodig Selvbespejling og egensindig
Nationalindbildskhed ..." S. 2: „Vor Litteratur har ikke, som de andre
Nationers Litteratur, ikkun halt én klassisk Periode, den har haft tvende. . .
Naar vi altsaa ikke er de sidste, men de förste, eller rettere de første
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
