Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sofus Larsen: Vore Folkevisers Form og Overlevering
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
913 Vore Folkevisers Form og Overlevering
vistnok kom i Brug omtrent samtidigt med Normannernes Erobring
af Landet. Thi Angelsakserne kendte under deres
Uafhængig-hedstid lige saa lidt til Dansens Glæder som de nordiske Folkeslag.
Da nu den islandske Dansevise nøje stemmer baade i Emner og
Form med den, vi kender fra de øvrige nordiske Lande, er der en
vis Sandsynlighed for, at disse alle har faaet den ad samme Vej
som den gamle Sagaø.
Men enten nu denne Kunstform er indvandret i vort Land fra
Vest eller fra Syd, saa meget staar fast, at den ikke er oprindelig
nordisk, men fransk; og der er overvejende Sandsynlighed for, at
Teksterne til de ældste Viser var ligefremme Oversættelser eller
Bearbejdelser efter fremmede Mønstre og Melodierne laante. Vi
véd jo, hvorledes den Slags Ting nu til Dags overføres fra
Udlandet. At Forholdet skulde have været et andet i Middelalderen,
er ikke troligt.
Vor Stilling til Udlandet og dets Kultur var dengang som en
ringe Discipels til sin Mester; og skøndt dette Forhold, hvad
Folkeviserne angaar, i Tidens Løb ændredes betydeligt — man naaede
virkelig her i Danmark i det 13. og Begyndelsen af det 14. Aarh.
til at skabe uforgængelige Kunstværker inden for denne Genre —
kan der dog ikke være Tvivl om, at der stadig arbejdedes under
Paavirkning af fremmede Mønstre. Vore Folkeviser bærer tydelige
Mærker deraf.
Omtrent 500 Aar fra c. 1100 til 1600 spillede Dansevisen en
fremtrædende Rolle i Landets aandelige Liv, og mange var de
Viser, som digtedes i dette Tidsrum, men hvorledes bevaredes de fra
Slægt til Slægt?
Hele Middelalderen igennem var Bøger en stor Kostbarhed.
Møjsommeligt maatte de mangfoldiggøres ved Afskrivning, og
ogsaa Materialet, man benyttede, det holdbare Pergament, var
meget dyrt.
Derfor er det ikke til at undres over, at selv Fyrster og
litterært interesserede Stormænd kun raadede over ubetydelige
Biblioteker: almindelige Mennesker kunde ikke tillade sig den Luksus
at eje Bøger, og de færreste vilde have kunnet læse dem, selv om
de havde haft Penge til at anskaffe dem; thi baade Læse- og
Skrivekunsten var uden for gejstlige Kredse meget lidt udbredt. Derfor er
der ikke noget mærkeligt i, at disse Viser i omtrent 400 Aar ude-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
