Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Harald Kidde: Aage og Else
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
928
Harald Kidde: Aage og Else 928
Troskab, han viser? — begynder Forfatterens, og Tues egen,
skarpsindige Inkvisition. Er det for at bevare sin Sorg eller er det ikke netop
for at afstumpe sig for den, at han flyr ud i Europa og forskanser sig
bag sin Ensomhed? Og da efter Hjemkomsten Lull Wedén møder ham,
trofast og varm, og vil gyde sin spænstige Levevilje over i ham og give
ham tilbage til Livet, — er det saa virkelig Troskaben, der holder ham
tilbage og gør ham haard og afvisende ? Hver Gang han aabner sit Hjerte
lidt for Ømheden mod Lull, mærker han jo, at ogsaa de døde faar Liv af
de Følelseskilder, der springer frem af hans Indres fortørrede Jordbund, at
der løses op for den varme Graad, som hans Selviskhed før har forholdt
de afdøde. Nej, nej — det er af Angest for Døden, han ikke tør leve; Livet
-er ham blot en Dødens Lokkemad, den Krog, paa hvilken Døden igen vil
have Tag i ham; „vil du være fri for Savn og Sorg — da maa du intet elske
her paa Jorden". Eller er det overhovedet længer en Vilje, der holder ham
tilbage fra Livet? Mangen Gang kommer jo Længslen efter Livets
Sommer-riger, Ømheden over for dette prægtige Livets Barn op i ham — men
han har forskærtset sig Evnen til Livshengivelse; han kan bruge hende
mod sine mørke Tanker, han kan begære hende med dump Attraa, men
elske hende i Frimodighed og i Tillid til Livet — det formaar hans
dødsmærkede, selvoptagne Sind ikke længer.
Denne Brydekamp mellem de to, der endnu sidder paa Skolebænken,
med hende som den begærende og ham som den kyske Josef — det er
et Emne, som fordrer stærk og fin Kunst for ikke at blive lidt komisk
og lidt betænkeligt eller i alt Fald ensformigt. Men Hr. Kidde formaar at
gøre det afvekslende, spændende, dramatisk og helt igennem skønt og
alvorligt — om end der altid forbliver noget forskruet og umuligt ved
Forholdet. Han benytter snildt alskens Motiver, udpønsker belysende og
interessante Situationer, — af stor sindbilledlig Virkning er saaledes
Ventesal-Scenen, hvor Tue lader Toget, der skulde bære dem til Livets Fest, drage
forbi —; umærkelig fører han Skridt for Skridt sine to Mennesker hen,
hvor han vil havé dem. Lull selv er maaske, naar man løsgør sig for
den Mandfolkeforelskelse, man nødvendig geraader i overfor hende,
temmelig almindelig holdt; men Tue er et grundig gennemarbejdet Stykke Psykologi.
Hovedsagen er imidlertid det Væld af Medfølelse, Digteren véd at lægge over
det sære, fine Forhold mellem de lo unge forældreløse. Det er en kostelig
Nydelse at følge Sjælelivets krumbugtede Veje ved en sjælekyndigs Haand,
men den, der tillige — uden som oftest vore Dameforfattere at spille falskt
Spil — kan faa det til at skælve ungt og bølge varmt inde i os, han
kommer alligevel til at betyde langt mere for os. Hvad de gamle norske
Digtere eller Selma Lagerlöf har betydet for deres Læserkreds, vil aldrig vor
fineste Nutidskunst kunne komme tü at betyde. Fru Blicher-Clausen eller
Frøken Siek eller Fru Michaelis har aabenbart for deres Publikum noget
af denne Betydning. For os andre kan en Bog som Kiddes »Aage og
Else" give Haab om en Digtning, der af Naturalishiens Stene igen vil
gøre Brød for Hjerternes Hunger. Han har en vis Svaghed for „det
poetiske" i gammeldags Forstand, men han er Digter i den Betydning,
der gælder til alle Tider.
Vald. Vedel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
