Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julius Clausen: Brevet som litterær Ejendom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
930
Brevet som litterær Ejendom
til at skaffe lidt større Klarhed og noget mere ordnede Forhold i
det Tohuvabohu, som nu hersker paa dette Omraade, og som —
om end hidtil kun delvis i vort beskedne Litteratursamfund —
dog i Udlandet har givet Anledning til adskillige Retssager, skulde
være Øjemedet med denne lille Afhandling.
At Udgivelsen af saadanne Brevsamlinger kan have den
allerstørste historiske Værdi, selv naar Brevskriveren ikke hører hjemme
blandt Aandens „upper ten", er vel saa omtrent alle enige i at
anerkende. Netop fordi Brevet som Regel ikke er skrevet med
den Tanke at skulle fremlægges for andre end Modtageren, og
fordi herved det ubevidste og oprindelige kommer langt klarere
frem end i nogen nok saa stilsikker Fremstilling, bliver det os saa
værdifuldt som et menneskeligt Aktstykke af første Rang. Men at
paa den anden Side ved Udgivelsen ofte personlige eller
Familie-Interesser paa en usømmelig Maade har været krænkede, og at
et ejendommeligt Følelsesliv uden Nødvendighed ofte taktløst er
blevet blottet og derved gjort til Genstand for uberettiget Kritik
udefra, er lige saa uomstødeligt. De inderste og skønneste Sider i
et Sjæleliv behøver ikke at gives til Pris for alle og enhver, naar
det da ikke netop gælder at belyse Brevskriverens Psykologi, og
det samme gælder maaske i endnu højere Grad om Svaghederne.
Det siger sig da af sig selv, at Takt og Diskretion er de første
Regler for Udgivelse af andres Breve. Men dette er noget saa
subjektivt og individuelt, et Spørgsmaal om litterær Honnethed,
som maa føles, men som det ikke nytter at drøfte, hvor den ikke
forud er til Stede. Det er derimod de Regler, som er af en mere
objektiv og almengyldig Karakter, og som maa og skal følges af
enhver, i hvis Lod det falder at offentliggøre et eller flere Breve,
skrevne af andre, — som her nærmere skal undersøges.
Førend vi behandler Spørgsmaalet om Retten til og Reglerne
for en saadan Offentliggørelse eller Udgivelse, vil det imidlertid
være nødvendigt et Øjeblik at dvæle ved, hvad Retslæren og
Lovene siger os om selve Retten til Brevet.
Her hersker den fuldkomneste Enighed blandt de lærde — og
den almindelige Opinion gaar sikkert med hertil — at naar A
skriver et Brev til B, bliver B i almindelig og udvortes Forstand
Ejer af dette Brev, saa snart det er kommet ham i Hænde. Det
vil sige Brevstykket, det beskrevne Papir, er hans paa samme
Maade som det Par Handsker, han har købt sig en Time i
Forvejen; han kan gemme det eller tilintetgøre det — hvis da ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
