Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julius Clausen: Brevet som litterær Ejendom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
931 Brevet som litterær Ejendom
Brevskriveren udtrykkelig har fordret det tilbage, da det i saa Fald
jo kun bliver at betragte som et Depositum — han kan skænke
det til andre eller borttestamentere det, saa at det kommer paa
Auktionsbordet og derved vandrer videre i Verden, og han kan
sælge det som Autograf. Der er blot én Ting, som hverken
Adressaten eller den, han har overdraget sine Rettigheder m. H. t.
Brevet kan gøre: han kan ikke udgive eller offentliggøre Brevet
uden Brevskriverens Samtykke og Billigelse. Dette sidste vil maaske
næppe være umiddelbart indlysende for alle; adskillige vil mene, at
Ejendom er Ejendom, og at man med den kan gøre, hvad man
vil. Her foreligger imidlertid en Sammenblanding af to forskellige
Momenter. I første Tilfælde, hvor Adressaten bliver Herre over
Brevet i snævrere Forstand, hvilket jo til Tider kan betyde en
virkelig Værdi — man tænke f. Eks. paa Breve fra Napoleon,
Bismarck, Rich. Wagner —, er der kun Tale om materiel Ejendom.
Men ved sit Indhold, sine Tanker, Stemninger og Ideer kan Brevet
ogsaa blive immateriel Ejendom, og i saa Fald bliver
Ejendomsretten hos Brevskriveren. Ogsaa herom hersker hos de
Forfattere, der har behandlet dette Emne med særlig Udførlighed (i
Tyskland saaledes Kohler, Bluntschli, Wåchter) saa temmelig
Overensstemmelse, idet der med fuld Føje gaas ud fra, at et
Aands-indhold ikke lader sig gøre til Genstand for Overførelse og derved
blive anden Mands Ejendom. En anden Sag er naturligvis, at en
Brevskriver frivilligt kan overdrage den, med hvem han skriftligt
udveksler Tanker, Retten til at udgive sine Breve og saaledes
derved lade ham nyde godt af den af Udgivelsen mulig flydende
materielle Fordel. Her bliver da Tale om en Ejendomsoverførelse
i almindelig Forstand, men vi tænker her kun paa de Tilfælde,
hvor en saadan ikke foreligger, og Brevskriveren maa da siges at
være Herre over de Tanker og det Idéliv, der er udviklet i hans
Breve, og ingen tør udgive dem uden hans Samtykke. Kun en
enkelt tysk Retslærd, Goltdammer (i Archiv f. preuss. Strafrecht)
har meget doktrinært villet hævde, at der ved Brevoverdragelsen
foregaar mere end en Gave af det blotte Skriftstykke. Han gaar
ud fra, at Brevskriveren stiller sig i et aandeligt Fællesskab til
Adressaten og derved træder ham nærmere end Forfatteren af
en Bog gør til sin Læser. Han veksler Tanker med ham, og disse
Tanker er en Gave. Enhver vil dog let kunne indse, at det er
saa sin egen Sag at tale om saadanne aandelige eller ideelle
Gaver. Ejendom i almindelig Forstand bliver det ikke, og vi vil
59*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
