Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julius Clausen: Brevet som litterær Ejendom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
936
Brevet som litterær Ejendom
Publikation, som de havde nedlagt, med den Motivering, at det
her dels drejede sig om Indgreb i deres Forfatterret som Arvinger,
dels om en Krænkelse af Privatlivets Fred, idet Brevene maatte
siges at have en konfidentiel Karakter. Det sidste Motiv kunde
dog her være ganske overflødigt: Udgivelsen skulde forhindres,
ikke fordi Brevene var fortrolige, men fordi Ejendomsretten til
dem maatte blive hos Forfatteren eller hos dennes Arvinger.
Thi hvad enten det gælder at skønne om, hvor vidt et Brev
maa siges at have en fortrolig Karakter eller ej, eller hvor vidt
det tør siges at bære Vidnesbyrd om Forfattervirksomhed og
dermed være af et mere ideelt Indhold eller ej, er vi inde paa
et farligt Skraaplan, der kan give Anledning til de mest
vilkaarlige og subjektive Fortolkninger. For et saa almengyldigt og i
mange Menneskers Interesser ofte indgribende Forhold, maa en
ydre Rettesnor til, og efter vor Opfattelse kan den i Almindelighed
findes, naar man gaar ud fra, at Brevskriveren har Forfatterret
til ethvert af sine Breve.
Et Eksempel, hvor det drejede sig om en af de allerberømteste
Brevvekslinger — Schillers og Goethes — vil godtgøre, hvor vidt
det vil kunne gaa, naar man giver den subjektive og individuelle
Fortolkning frie Tøjler. Den bekendte Brevveksling blev først
udgivet hos Forlæggerfirmaet Gotta i 1832 i tre Bind; i 1856 udkom
en anden Udgave i to Bind, men kort efter eftertryktes denne, og
da Cotta naturligvis anlagde Sag mod Eftertrykkeren, hævdede
denne, at Schillers og Goethes Breve havde en ganske privat
Karakter og derfor ikke kunde ses ud fra Forfatterrettens Synspunkt,
idet der tilføjedes, at denne kun kunde omfatte Breve af didaktisk
Art, hvor Brevformen altsaa nærmest var en vilkaarlig valgt
Udtryksmaade.
Under Processen — Sagen forfulgtes ved to Instanser —
indhentede Retten et Skøn fra „der litt.-art. sachverst. Verein", og
dette gik ud paa følgende: Det kommer overhovedet ikke an paa
Formen for en litterær Frembringelse. Efter den anklagedes
Opfattelse skulde jo kun saadanne Breve kunne være skærmede mod
Eftertryk, der ligesom f. Eks. Liebigs kemiske Breve behandlede
en bestemt Disciplin, og hvor Brevformen altsaa kun var en Slags
litterær Forklædning. Men der turde dog ingen Grund være til at
yde fingerede Breve en højere Grad af Beskyttelse end virkelige,
og det var vanskeligt at se, hvorfor Litteratur, fordi den tilfældig
forelaa i Brevform, skulde gaa Glip af Lovens beskyttende Ann.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
