Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julius Clausen: Brevet som litterær Ejendom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
937 Brevet som litterær Ejendom
For Rettens Afgørelse kunde det heller ingen Indflydelse have, om
Brevskriveren ved Affattelsen af sit Brev havde tænkt paa at give
dette et litterært Snit; Spørgsmaalet maatte være, om Brevet havde
en litterær Karakter.
Overdomstolen dømte nu i Tilslutning hertil, at Goethes og
Schillers Breve i eminenteste Forstand maatte siges at være en
litterær Frembringelse, og Eftertrykket mulkteredes og forbødes.
Men Aarsagen til Dommen var altsaa den, at Domstolen betragtede
denne Brevveksling som almindelig Litteratur.
Ja, det er sikkert let nok at dømme om Goethes og Schillers
Breve. Men i mere komplicerede Tilfælde vil det ofte være
overmaade vanskeligt at afgøre, om et Brev overvejende har en privat
eller en litterær Karakter. Denne Vanskelighed kommer man udenom
ved at betragte alle Breve ud fra Forfatterretten, saaledes som
ogsaa Amerikanerne er tilbøjelige til.
Med Hensyn til Spørgsmaalet om Retten til Udgivelse vil det
i Sammenhæng hermed være af Interesse at se, hvorledes de
Lande, hvis Lovgivning direkte har udtalt sig herom — det gælder
ikke de tre store Kulturlandes, heller ikke vor egen — tager
Stilling til Sagen.
Fra Lovgivningens Synspunkt gaar Italien i Spidsen. Allerede
i 1884 forbød Appelretten i Milano Udgivelsen af Manzonis Breve,
først og fremmest under Hensynet til Forfatterret, og motiverede
saa yderligere sin Afgørelse derhen, at baade betragtet fra
Konveniensens, Moralens og Hensynsfuldhedens Side vilde et Brev
ikke kunne offentliggøres uden Forfatterens eller hans Arvingers
Samtykke. „Et Brev bliver skrevet for at blive læst — hedder det
videre — ikke for at blive offentliggjort ... Brevet er ifølge sin
Natur et Skrift, reserveret for en enkelt, af en personlig Karakter,
og enhver maa kunne forstaa, at hvis Modtageren uden særlig
Tilladelse offentliggør, hvad der i god Tro alene er betroet ham,
handler han mod Brevskriverens Vilje, mod sin egen Pligt osv."
Man ser let, hvorledes begge Momenter — baade det etiske og
det egentlig juridiske — i denne Dom smelter sammen og gaar
op i en højere Enhed.
Langt vigtigere end denne Afgørelse er det imidlertid, at
Spørgsmaalet om Offentliggørelse af Breve, i Modsætning til den
Usikkerhed, som hersker andetsteds, er blevet medtaget i den ny
italienske Straffelov, hvis § 161 bestemmer, at hvem som helst,
der offentliggør en til ham rettet Skrivelse, ikke bestemt for Almen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
