Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julius Clausen: Brevet som litterær Ejendom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
939 Brevet som litterær Ejendom
heder, der ikke egentlig er hans, men hans Korrespondents. Vi skal
nærmere komme tilbage hertil. Foreløbig skal her kun betones, at
dette jo paa ingen Maade er en Underkendelse af Forfatterretten;
det er blot et yderligere Vilkaar for dens Udøvelse.
At dette er Vejen, ad hvilken en fremtidig Lovgivning over
for Spørgsmaalet om Brevet som litterær Ejendom vil slaa ind,
er der adskilligt, som kunde tyde paa. Saaledes et Udkast til
en belgisk Forfatterlovgivning, hvor det — for at forebygge den
Skandale, der kan fremkomme ved, at intime og fortrolige Breve
gives til Pris for et nyfigent Publikum — kræves, at private Breve
kun maa offentliggøres med Korrespondentens eller hans Arvingers
Samtykke, idet dog Retten til Udgivelsen og den dermed mulig
forbundne Fordel bliver hos Forfatteren eller dennes Arvinger.
Samtidigt foresloges dog, at Arvingernes Samtykke ikke skulde
være nødvendigt længere end ti Aar efter vedkommende
Korrespondents Død, for at ikke vrangvillige eller uforstaaende Arvinger
skulde kunne modsætte sig Offentliggørelsen af betydelige Mænds
Aandsytringer af stor litterær eller historisk Værdi.
I Holland kan kun Forbud ske mod et Brevs Offentliggørelse,
naar Sagen falder ind under Strafferetten af andre Aarsager.
Saaledes ogsaa i Tyskland, der meget strengt straffer ulovlig
Brev-aabning, derimod ikke selve Brevets Offentliggørelse. Men ogsaa i
disse Lande er der kendelige Bestræbelser for at faa disse usikre
Forhold regulerede. Det kgl. hollandske Videnskabernes Akademi
har saaledes nedlagt en Forestilling om Udgivelsen af Privatbreve,
Dagbøger m. m., hvori det hedder: „Ejeren af Haandskriftet har
udelukkende Ret til at offentliggøre de heri nedlagte Tanker." Her
foreligger dog en Sammenblanding af noget ifølge selve Sagens
Natur vidt forskelligt. Breve, der hviler paa et Forhold mellem
to, kan ikke sidestilles med Dagbøger o. 1., der jo falder ind under
Forfatterproduktionens simpleste Regler, og hvorom enhver Tvivl
maa være udelukket. En hollandsk Forfatter, Tromp, der vistnok
har været Medaffatter af denne Forestilling, ønsker, at
Spørgsmaalet om Brevets Offentliggørelse vedblivende maa bringes for
Samvittighedens Forum, men ikke afgøres ved Domstolene. Han
véd nok — skriver han — at Breve kan have stor Pengeværdi
og derfor alene tilkommer Forfatteren eller hans Arvinger. Men
— tilføjer han — med Tilslutning til det belgiske Udkast til en
Forfatterlovgivning — for at ikke interessante (?) Breve ved
Arvingers Vilkaarlighed skal unddrages Offentligheden, maa Indehaveren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
