Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Dall: Anarkisten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anarkisten
961
En Luft af Renhed, mættet med Guds Aand,
vælded mig der som Velkomstdrik imøde.
Og Styrkens Magter daled i mig ned,
en Himlens Hær
af evig friske, sejersæle Kræfter.
Da jog cn.Straale ned i Nattens Hjerte,
og se, — med Undren holdt jeg i min Haand
et nøgent Sværd, som funkled hvidt af Vrede.
Der spruded ud derfra en Glans, et Blik,
som slog med Rædsel Mulmet, saa det døde
og blev begravet i et Hav af Lys,
hvis hvide Vover skylled over Verden
og steg og slog mod Himmelkuplens Loft
sit Skum og slukked Lamperne deroppe —
da — vaagned jeg, for op — og Morgensolen
brutalt herind i bredest Latter brast,
til mig, som atter lænket laa i Cellen.
— Som Millioner flere, hver i sin.
Du dumme Sol. — En Dag begyndt igen.
Nu er det ondes korte Blund forbi:
for længe siden gik det til sit Værk
ad Jordens mange sære, krumme Veje;
og Nød og Kval, som har af Hvilen diet
fornyet Kraft, slog atter Øjet op.
Hvor gider, Sol, du evig se det Syn —
og du er lutter Øje, lutter Smil!
og løgnforgylder Hæslighedens Verden! —
Var jeg derhjemme — tog jeg i en Fart
mit Vindusskod, og dermed drev jeg Solen
og Dagen baglængs ud igennem Vindvet
og lukked saa forsvarligt for dem begge.
Mig selv jeg slængte som en dræbt paa Sengen
og holdt en Stund det hele vel fra Livet. —
Men Solen siger mig, jeg snart faar Bo —
faar Lov at sove — haaber jeg — en Søvn,
som lyver ej; velkommen skal den være!
Erik Dall
Tilskueren l’JO-’i 61
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
