Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tage Bull: Alexander Dumas père
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
980
Alexandre Dumas pére 980
Brantöme og senere Tallemant des Réaux har dog ellers ikke lagt
Skjul paa denne Side af deres Samtids Liv! —
Walter Scott og de Romanforfattere og Dramatikere, som i
det nittende Aarhundredes Begyndelse i ham saa’ deres Forbillede,
havde alle et meget skarpt Blik for Mangelen af det historiske
Element i det attende Aarhundredes Tragedie og (om end i mindre
Grad) i det attende Aarhundredes Roman. Deres Fejltagelse bestod
i, at de troede, at dette Desideratum lod sig udfylde med
„Tids-farve", — der i sig selv er noget sekundært, et Zirat, som aldrig
kan dække mere end Overfladen. Den historiske Kulør bestaar af
Dragter, Gestus, Sprogejendommeligheder og arkitektoniske
Kuriositeter; den er saare nyttig, men den er ogsaa saare utilstrækkelig.
Hvad de savnede, var dybtgaaende Kendskab til de forskellige
Tidsaldres Sæder. De kunde give den ydre Tilsyneladelse meget
virtuosmæssig! og overordentligt levende, men de formaaede ikke
at vise, hvori Fortidens Mennesker egentlig var forskellige fra os.
Det er et stort Spørgsmaal, om Hertugen af Guise og selve den
ynkelige sidste Valois i Virkeligheden var saaledes, som Dumas
tegner dem i „Henri III et sa cour"; Catharina af Medicis var det
afgjort ikke. Det bør imidlertid erindres, at Stykket er et
Ungdomsarbejde; Catharina i La Reine Margot og Henrik III i La
Dame de Monsoreau betegner et umaadeligt Fremskridt; de er
begge Skikkelser af langt dybere menneskelig Sandhed. — Trods
de angivne Fejl og Mangler er „Henri III" et betydeligt Arbejde og
det viser allerede Dumas’ enestaaende Dygtighed i rent teknisk
Henseende. Hvilken Verve i Dialogen, hvilken malerisk Kraft i
de afgørende Scener, hvilken Evne til at vække Interessen og
holde den fangen! Disse Egenskaber har Stykket tilfælles med
næsten alle de Skuespil, Dumas skrev; mærkeligere er det, at man
bag ved dette historiske Drama med revolutionær Tendens kan
skimte det „drame intime", som har spillet saa stor en Rolle hele
det nittende Aarhundrede igennem. Saint-Mégrin og hans
Kærlighed til Hertuginden af Guise indvarsler en ny Æra: det
lidenskabelige Skuespils Supremati kan dateres fra 1829. Det er
Dumas og ikke den ubetydelige og nu aldeles glemte Guilbert de
Pixérécourt, hvem Æren som Grundlægger af det nationale og
historiske Skuespil tilkommer; Granier de Cassagnac, der fremdrog
Pixérécourt, gjorde det hovedsagelig, fordi han vidste, at det
ærgrede Dumas.
Andre af Dumas’ Skuespil staar i rent litterær Henseende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
