Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tage Bull: Alexander Dumas père
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alexandre Dumas pére
985
af Kvinder, hvis Hovedtræk er en rent mandlig Handletrang, som
Mylady Winter eller Dronning Kristina — hans øvrige Kvinder
er altfor romantisk-passive, mere feminine end kvindelige og
undertiden i en betænkelig Grad konventionelle. Langt bedre end Walter
Scott forstaar til Gengæld Dumas at sætte i Scene, at vise
Lidenskaberne i Bevægelse. Voldsomheden, hele Levetrangen i Elskoven
til alle Tider kan han gengive bedre end nogen anden.
Den gamle Dumas forandrer Historien efter Forgodtbefindende
og travesterer den for at gøre den gribende eller morsom. Hvor
Originalteksterne er dunkle og utydelige afgør han rask væk enhver
Tvivl og er i øvrigt saa temmelig lige glad, om der skulde indløbe
Selvmodsigelser i Fremstillingen1). Denne Fremgangsmaade er
imidlertid paa ingen Maade særlig ejendommelig for Dumas; den findes
ofte hos Franskmænd og optræder ikke blot i Romaner men
endogsaa i rent historiske Værker, særlig fra den romantiske Periode.
Et Værk som Barante’s Histoire des dues de Bourgogne
kunde, for at nævne et Eksempel, ikke i højere Grad baaret Præg
af at skyldes en samtidig, hvis Forfatteren havde været personligt
til Stede ved det burgundiske Hof. Og naar man læser Dumas’
Beskrivelse af Pontius Pilatus’ Dom skulde man tro, at det var
Dumas selv, der holdt Vandfadet, da den romerske Embedsmand
vadskede sine Hænder. Alle de dels ganske ukendte, dels
uopklarede og gaadefulde Motiver, der ligger bag ved de historiske
Begivenheder, alle de skjulte Tanker og Overvejelser, som ingen
Historieskriver har berettet om. dem kender Dumas og dem
meddeler han med en til Tider skuffende air af Paalidelighed og altid
med overlegen Ligefremhed, som var det utvivlsomme Fakta; —
det er overflødigt at bemærke, at de Misforstaaelser og
Uviden-hedsfejl, han derved af og til kommer til at begaa, er ligefrem
groteske. Men Dumas’ Negerblod, der viser sig i hans Naivetet,
hans Forfængelighed, Spektakelglæde og Smag for Flitterstads,
lægger sig ogsaa för Dagen i hans stærke Vitalitet og i hans aldrig
svigtende Humør. Han har en sydlandsk Tendens til at lade sig
nøje med brede, voldsomme Effekter og han improviserer med en
Fart og Fylde, som minder om de orientalske Fortællere. Medens
l) Som et Kuriosoiri kan det nævnes, at en af hans Helte, som af en
eller anden Grund slaas ihjel i Begyndelsen af en Roman, i al Hemmelighed
og uden generende Forklaringer genopstanr i sidste Bind. Det maa dog
tilføjes. at dette er et enkeltstaaende Fænomen, som utvivlsomt skyldes den
overordentlige Hurtighed, hvormed han arbejdede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
